Formandskabet skifter mening: USA-aftale sendes nu videre til udvalgsarbejde
Mandag var beslutningen klar fra Formandskabet i Inatsisartut.
Den aftale, der er indgået mellem Grønland, USA og Danmark, og som politikerne mandag brugte over fire timer på at diskutere, skulle direkte videre til andenbehandling.
Men tirsdag er den beslutning blevet ændret.
- Formandskabet har besluttet, efter at have talt om mulighederne, at punkt 249 først skal sendes til udenrigs- og sikkerhedsudvalget, før den bliver andenbehandlet, sagde Kim Kielsen i Inatsisartut tirsdag.
Beslutningen om at sende sikkerhedsaftalen direkte videre til andenbehandling mødte da også kritik, da debatten var ovre.
Flere partier var nemlig åbne overfor, at aftalen først skulle sendes til udvalgsarbejde.
Klage over formandens beslutning
Siumut har i en pressemeddelelse fortalt, at de har indgivet en klage over, at Formanden for Inatsisartut valgte at sende aftalen direkte videre til andenbehandling.
Partiet skriver, at både Demokraatit, Inuit Ataqatigiit, Naleraq og Siumut gav udtryk for, at man ønskede, at aftalen først skulle behandles i et udvalg.
- Formandskabet afviste imidlertid dette og lod punktet gå videre til behandling i sin foreliggende form uden først at lade det behandle i et udvalg. Dette er uacceptabelt, skriver Erik Jensen i pressemeddelelsen.
Til KNR fortalte Erik Jensen efter mandagens debat, at der er flere ting ved aftalen, som først skal drøftes i udvalget, ifølge Siumut.
- Selve aftalen er god nok, sagde Erik Jensen:
- Men vi mener, at det næste bliver at få slået fast, hvad der skal følge med på områder som uddannelse, handel og beskatning, og at grønlændere skal prioriteres. Det mener vi, at der skal arbejdes grundigt med under udvalgsbehandlingen.
Pele Broberg ville heller ikke fortælle KNR, hvorvidt de støtter aftalen, før at den har været i udvalgsbehandling.
- Vi har sendt den videre til udvalgsbehandling. Først derefter skal jeg stemme om den, sagde Pele Broberg efter mødet mandag.
Blåstempling af aftalen
Det fremgår også af Inatsisartuts hjemmeside, at aftalen nu skal behandles i udvalget for udenrigs- og sikkerhedspolitik.
Alle tre partier i koalitionen – Demokraatit, Inuit Ataqatigiit og Atassut – fortalte under debatten, at de bakker op om aftalen i dens nuværende form.
- Fra vores side så kommer vi selvfølgelig til at blåstemple aftalen i andenbehandlingen, og derfra vil den for alvor blive en realitet. Derfra begynder arbejdet først for alvor. Så vil vi kunne arbejde og konkretisere målene, der er i aftalen, sagde naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Múte B. Egede, mandag til KNR.
Der er endnu ikke fastsat en dato for, hvornår aftalen skal andenbehandles.