Politiet sigter én i ny sag om døde moskusokser
Grønlands Politi har i weekenden fået mange henvendelser fra folk i en sag om cirka 30 efterladte moskusokser ved Millorfik og Amitsoq syd for Upernavik på Sigguk-halvøen.
Dyrene ligger skudt på jorden og rådner.
”Selvstyrets bekendtgørelse nr. 8 af 27. juni 2013 om beskyttelse og fangst af moskus”
- Paragraf 12: Alt kød fra fra en nedlagt moskusokse skal medbringes fra fangsten. Alle dele af fangsten skal så vidt medbringes, når fangstpladsen forlades eller placeres således, at det ikke er til gene ved teltpladser og hytter.
- Paragraf 26: Ved overtrædelserne af bestemmelserne kan der idømmes bøde samt frakendelse af retten til at have fritids- eller erhvervsjagtbevis.
Særligt én henvendelse har betydet, at der nu er rejst sigtelse for ulovlig fangst af moskusokse - men i et helt tredje område ved Arfertuarsuk. Det ligger også på Sigguk-halvøen.
Det skriver politiet i en pressemeddelelse.
Der blev rejst sigtelse i går, og den sigtede nægter sig skyldig, oplyser politiet.
Personen er sigtet for overtrædelse af "Selvstyrets bekendtgørelse nr. 8 af 27. juni 2013 om beskyttelse af og fangst af moskus", som det så mundret hedder.
Dyrene blev fundet i onsdags. I fredags vurderede politiet, at det var nødvendigt at bede offentligheden om hjælp på grund af sparsomme beviser.
LÆS OGSÅ Fangerforening om nedslagtning: Almindeligt at skyde ekstra moskusokser
Af den grund blev der efterlyst vidner via Facebook i fredags.
Det har resulteret i en række interessante henvendelser i løbet af weekenden.
Blandt andet gav det anledning til nye informationer, som peger på, at der også er fundet efterladte moskus i et tredje område.
Her er fundet ”mere end seks” moskus, oplyser politiet.
LÆS OGSÅ Efterladte moskusokser: Nedslagtning kan koste jagtbeviset
Så nu er der to efterforskninger i gang om ulovlig jagt af moskusokser: Én sag om cirka 30 døde dyr i Millorfik og Amitsoq. Og én sag om "mere end seks" døde dyr ved Arfertuarsuk.
Politiet i Upernavik får hjælp til at efterforske sagen af politiet i Ilulissat. De arbejder blandt andet på at behandle alle henvendelser fra weekenden for at lave foretage afhøringer i sagen om de cirka 30 efterladte moskusokser i Millorfik og Amitsoq.
Det forventes, at afhøringerne gennemføres i løbet af de kommende dage.
- Vi takker borgerne for deres henvendelser, som allerede har ført til én sigtelse. Og i betragtning af sagens særdeles grove og omfattende karakter er det vigtigt, at den bliver grundigt efterforsket, så vi forhåbentlig undgår, at det sker igen, siger politikommissær og stationsleder i Ilulissat, Palu Eriksen.
De slagtede og efterladte dyr fik også Departementet for Fangst og Fiskeri til tasterne i går. For det er en alvorlig overtrædelse af loven, der kan få konsekvenser i form af bøde, konfiskation og inddragelse af fangstbevis, meddelte afdelingschef Amalie Jessen.