Fangerforening om nedslagtning: Almindeligt at skyde ekstra moskusokser

Sagen om de 30 nedskudte moskus, som ligger og rådner ved Sigguk, kan få konsekvenser for fangerne i fremtiden, siger naalakkersuisoq.
Det er efterhånden ved at blive normalt for fangere i Upernavik-området, der har fået tildelt en licens til at nedlægge én enkelt moskusokse, at skyde ekstra dyr, når de er ude på moskusoksejagt. Foto © : Fra Grønlands Politi
Skrevet af Kathrine Kruse
16. august 2021 16:49

Fundet af 30 moskusokser, der er blevet skudt og efterladt, og som nu ligger og rådner på Sigguk-halvøen mellem Upernavik og Uummannaq, overrasker ikke formanden for fisker- og fangerforeningen i Upernavik.

For det er i de senere år blevet normalt for fangere i Upernavik-området, der har har licens til at nedlægge én enkelt moskus, at skyde ekstra dyr, når de er ude på moskusoksejagt.

- Men det er første gang, jeg hører, at der er blevet skudt så mange moskusokser. Og det er ærgeligt, siger Paalunnguaq Løvstrøm, der er formand for fisker- og fangerforeningen i Upernavik.

LÆS OGSÅ Efterladte moskusokser: Nedslagtning kan koste jagtbeviset

Han understreger dog, at der er fortsat findes mange fangere, der kun nedlægger én enkelt moskusokse, som de har fået licens til.

Men at der bliver nedlagt ekstra dyr, udover den enkelte moskusokse, som man har licens til, skyldes ifølge Paalunnguaq Løvstrøm måske, at folk ønsker at få ekstra kød med sig hjem.
 

Foto © : Privat

Paalunnguaq Løvstrøm, formand for fisker- og fangerforeningen i Upernavik.
 

- Der kommer nemlig fangere helt fra Kullorsuaq til Sigguk for at nedlægge en moskusokse. Det gør de på trods af den lange afstand, der er mellem Kullorsuaq og Sigguk, siger Paalunnguaq Løvstrøm, som fortsætter:

- Selvfølgelig er det ønskeligt, at fangerne følger lovgivningen på området for at undgå at så mange moskusokser bliver nedlagt. Det kan nemlig også få konsekvenser for andre fangere, siger han.

Han har ingen forklaring på, hvorfor de 30 moskusokser blot er blevet efterladt i naturen.

LÆS OGSÅ Vidner søges: 30 moskusokser er skudt og efterladt

Ifølge naalakkersuisoq for Fiskeri og Fangst, Aqqaluaq B. Egede (IA) kan nedslagtningen af de 30 moskusokser påvirke fangernes ønske om større kvoter i fremtiden.

- Såfremt der er en holdning om, at der er få kvoter, så kan det blive svært at ændre på, hvis man nedlægger langt over kvoten, og hvis man blot efterlader nedlagte dyr, siger Aqqaluaq B. Egede.

Kvoten for moskus er på 150 dyr i år, som bliver delt mellem fangerne i Upernavik- og Uummannaq-området. Altså 75 dyr til hvert område.

- Ulovligt nedlagte kvoter bliver også medregnet som fangst. Så hvis fangerne ønsker at have de bedste betingelser i fremtiden i deres ønske om selvforsyning, så jeg vil kun opfordre fangerne til at følge lovgivningen, siger Aqqaluaq B. Egede.