Efterladte moskusokser: Nedslagtning kan koste jagtbeviset

"Meget alvorligt", siger departement om nedslagtning af moskusokser i Nordgrønland.
Skrevet af Kathrine Kruse
16. august 2021 11:28

Grønlands Politi efterlyser i øjeblikket vidner efter fund af 30 moskusokser, der er blevet skudt og efterladt og nu ligger og rådner på Sigguk, der ligger mellem Upernavik og Uummannaq.

Fundet af de 30 moskusokser blev onsdag i sidste uge anmeldt til politiet i Upernavik. 

De 30 moskusokser er fundet nedslagtede på tre steder i den sydlige del af Sigguk i Arfertuarsuk, som man kommer til fra Uummanaq-kanten og i Millorfik og Amitsoq, som man kommer til fra Upernavik-kanten. 

- Nedslagtningen af moskusokser på Sigguk er en alvorlig overtrædelse, der kan få konsekvenser i form af bøde, konfiskation og endda inddragelse af fangstbevis, siger afdelingschef i Departementet for Fiskeri og Fangst, Amalie Jessen, i en pressemeddelse.

LÆS OGSÅ Vidner søges: 30 moskusokser er skudt og efterladt

Ifølge Amalie Jessen er der med baggrund i jagtbetjentenes hurtige arbejde allerede blevet indsamlet oplysninger, og nu efterlyser Grønland Politi mulige vidner i forbindelse med nedslagtningen af moskusokserne.

Politiet vil ikke kommentere sagen mandag. 

Status er, at politiet i Upernavik har fået en del henvendelser, som de er i fuld gang med at undersøge nærmere. Mere kan vi ikke fortælle lige nu og her, lyder det i en mail til KNR fra Grønlands Politi.

Departmentet for Fiskeri og Fangst opfordrer også folk til at henves ig til politiet, hvis de har set eller hørt noget om skyderiet af de 30 moskusokser:  

- Departementet opfordrer vidner til nedslagtningen af moskusokserne eller folk, der på anden vis kan have viden om det, til at kontakte politiet eller jagtbetjentene, siger Amalie Jessen.

Departementet for Fiskeri og Fangst oplyser i øvrigt, at der ikke er mange moskusokser på Sigguk. Derfor er der også en begrænset årlig kalveproduktion. 

- Derfor er der begrænset kvote, og licenser fordeles efter ansøgning og lodtrækning. Det er kun personer, der efter lodtrækning er blevet tildelt licenser til moskusoksefangst, der må fange moskusokser, og der må kun fanges én moskusokse per person, lyder det fra Amalie Jessen.