Politiet garanterer fuld sikkerhed om borgermøder i Sydgrønland

Politikerne i Naalakkersuisut dropper borgermøder i Sydgrønland på grund af trussel. Ifølge politiet er der dog ingen alvorlige trusler mod møderne, og der er styr på sikkerheden.
Der er ikke noget at være bekymret for, hvis man vil deltage i borgermøderne om Kuannersuitprojektet i Sydgrønland, lyder det fra politimester Bjørn Tegner Bay. Foto © : KNR
01. februar 2021 13:48

Fredag meddelte naalakkersuisoq for råstoffer, Jens Frederik Nielsen (D), at han og resten af Naalakkersuisut ikke vil deltage i borgermøderne om mineprojektet i Kuannersuit i Sydgrønland på grund af trusler.

Fakta om Kuannersuit-projektet:

 

  • Kuannersuit ligger cirka 7,5 kilometer nord for byen Narsaq.
  • Det vil være en åben mine i 700 meters højde.
  • Greenland Minerals vil holde minen i drift i 37 år.
  • Projektet forventes at skabe 328 grønlandske arbejdspladser, når minen er i drift.
  • Området indeholder blandt andet sjældne jordarter, uran og thorium.
  • Minen vil producere 3 millioner ton malm om året.
  • På 37 år vil minen producere 111 millioner ton restaffald og 111 millioner ton gråbjerg (ubrugt klippemateriale).

Kilde: Grønlands Naturinstitut & Nationalt Center for Miljø og Energi, VSB-rapport.

Men spørger man politiet, er der ikke nogen grund til at blive væk.

Der er ikke noget politimæssigt, som gør, at vi går ud og siger, at man bør blive væk eller noget som helst, siger Bjørn Tegner Bay, Grønlands Politi.

- Der har ikke politimæssigt på nogen måde været noget, der har gjort, at vi har været ude og komme med nogle anbefalinger til, at nogen mennesker skal blive væk fra de møder, siger politimester Bjørn Tegner Bay til KNR.

Han bekræfter dog, at der har været en sag vedrørende trusler i Sydgrønland.

Fuldstændigt styr på situationen

Da Naalakkersusisut ikke vil deltage i borgermøderne, bliver det nu kun selskabet bag projektet, Greenland Minerals, og relevante myndighedspersoner, der deltager i borgermøderne.

Politimesteren vil ikke gå ind i den konkrete sag, men sætter streg under, at der er styr på sikkerheden og situationen for alle - herunder landets politikere.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisut har modtaget bombetrusler på grund af Kuannersuit

- Der er ingen tvivl om, at når der er en trussel mod forsamlingsfriheden, en politisk debat og en høringsrunde, så er det noget, vi tager virkelig alvorligt.

- Derfor reagerede vi også med det samme. Med ret kort frist havde vi en anholdt i sagen. Vi føler, at denne her har vi fuldstændig styr på, siger han.

Naalakkersuisoq vil ikke interviewes

I det hele taget har der ikke været alvorlige trusler mod sikkerheden omring borgermøderne, lyder det fra politimesteren. Han påpeger også, at politiet holder nøje øje med arrangementerne.

LÆS OGSÅ Naalakkersuisoq trodser bombetrusler: Borgermøder afholdes

- Forsamlingsfriheden er bare så vigtig, at det skal vi nok sørge for, kan lade sig gøre, siger han.

Så interesserede borgere og familier kan godt deltage i borgermøderne?

- Der er ikke noget politimæssigt, som gør, at vi går ud og siger, at man bør blive væk eller noget som helst.

KNR har forsøgt at få et interview om sagen med naalakkersuisoq Jens Frederik Nielsen.

Han ønsker dog ikke at stille op.

Herunder kan du se hvornår og hvor, borgermøderne bliver holdt.  

Foto © : borgermøder