Politiet ønsker politisk debat om aflåste våbenskabe
Grønland har brug for en grundig debat om forsvarlig opbevaring af de mange våben, der findes i hjemmene og i bådene.
- Og her kunne et krav om specielle aflåste våbenskabe være et bud, siger vicepolitiinspektør, Viggo Johansen, som mener at de kan dæmme op for de relativt mange og tragiske vådeskudsulykker, der sker i Grønland:
- Helt konkret set med politiøjne vil det rent faktisk indebære, at de her våben ikke kommer i de forkerte hænder. Og eksempelvis bruges til kriminelle handlinger.
Så det vil være en god ide med de våbenskabe til alle der har våben lilggende?
- Det kunne være løsningen på en del af problemstillingen, siger Viggo Johansen videre.
Nemt at stjæle våben
For i dag er det alt for nemt at stjæle våben, mener politiet. Og det har fået tragiske konsekvensermed med børn som ofre.
Så sent som i mandags blev en niårig dreng dræbt af vådeskud, da en riffel gik af under to niårige drenges leg ved en båd i havnen i Tasiilaq.
I maj 2014 blev to 10-årige tvillingepiger ramt af vådeskud i bygden Akunnaaq ved Aasiaat. Den ene omkom.
Men en syvårig pige i juni 2011 blev hårdt såret af et vådeskud under leg i den syvåriges hjem i Tasiilaq.
Politiet kan ikke umiddelbart oplyse, hvor mange vådeskudsulykker, der sker i Grønland.
- Men jeg vil gætte på, at der er mellem to og fire vådeskudsulykker i gennemsnit om året, hvor nogen enten bliver såret eller dør, siger Viggo Johansen.
- Og at børn er involveret i vådeskudsulykkerne hvert andet eller måske hvert tredje år.
Læs også Politi: Niårig døde af vådeskud
Skærpet straf
Derfor mener vicepolitiinspektøren også, at politikerne bør debattere, om straffen for at skyde op i luften i bymæssig bebyggelse, der i dag typisk ligger på 1500 kroner, bør sættes op.
De tilfældige skyderier sker mellem 10 -12 gange om året ofte med stjålne våben:
- Fordi man sætter jo et stort beredskab i gang, når man gør det. Og man skaber også stor utryghed blandt befolkningen og især hos dem, der bor i nærheden, understreger Viggo Johansen.
Men først og fremmest skal folk omgås våben med langt større omtanke. Og i det mindste altid sørge for at opbevare våbnets bundstykke og ammunitionen adskilt fra våbnet.
- Vi ser desværre, at bundstykke og ammunition oftest opbevares sammen med våbnet. Så en god ide vil være, hvis man skal opbevare våben uaflåst, så at tage bundstykket ud af våbnet, så det ikke kan bruges af andre. Og gøre det samme med ammunitionen.
- Men vi bør have en debat blandt de politisk ansvarlige om, hvordan vi kan sikre, at de her mange våben ikke kommer i de forkerte hænder, lyder meldingen i dag fra vicepolitiinspektør, Viggo Johansen, som hermed har givet bolden op til politikerne.