Tasiilaq: Politi og psykologer vil have mere samarbejde

Hvis den sociale indsats i Tasiilaq skal forbedres, er der behov for øget samarbejde i behandlingen af misbrugte børn. Det er meldingen fra politiet og Selvstyrets rejsehold.

Der er behov for bedre samarbejde mellem myndighederne på socialområdet.

Sådan lyder det fra politimester i Grønlands Politi, Bjørn Tegner Bay. 

For endnu en gang er der spotlyset rettet mod Tasiilaq i Østgrønland, hvor hvert tredje barn udsættes for seksuelt misbrug​​, og hvor halvdelen af børnene har en socialsag kørende hos kommunen.

Overgreb i Tasiilaq
I løbet af de seneste tre år har der været 193 anmeldelser om seksualforbrydelser i Tasiilaq-distriktet.
Sidste år var der 20 anmeldelser udelukkende om overgreb på børn.
Aktuelt er der 15 igangværende sager om seksualforbrydelser mod børn i Tasiilaq-distriktet.

Det har DR-dokumentaren "Byen, hvor børnene forsvinder" vist. 

- Det er ødelæggende for et barns tillid til voksne og systemet, hvis det har betroet sig til nogen og alligevel ikke får den hjælp, som barnet har brug for.

- Der er brug for bedre samarbejde mellem de forskellige instanser og private, siger Bjørn Tegner Bay. 

Hvordan anmelder du en forbrydelse

Hvis du har været udsat for et seksuelt overgreb, vold eller personfarlig kriminalitet så ring på 701448 eller gå til din lokale politistation for at få vejledning i sagen.  

Hvornår skal du anmelde en forbrydelse?

Det er vigtigt, at du anmelder forbrydelsen så hurtigt som muligt efter, at den er begået. 

Kilde: Grønlands politi

Fat i krænkerne

Det er egentlig ikke fordi, han ønsker, at flere betjente skal sendes til Tasiilaq.

I stedet bør der være flere psykologer, psykiatere, psykoterapeuter, socialpædagoger og socialrådgivere i Tasiilaq. Og så bør projektøren rettes mod dem, der begår overgreb på børn. Mange af dem har nemlig selv været ofre for seksuelle overgreb, og de begår derefter selv overgreb gang på gang. 

LÆS OGSÅ Tasiilaq: Trods underskriftindsamling er der ikke sket forandringer for socialt udsatte

- Hvis vi sammen med Kriminalforsorgen kunne blive bedre til at få seksualforbryderne til at forstå det skadelige i det, de gør, og få dem til at holde op, så vil vi også få færre forurettede, siger Bjørn Tegner Bay.

- Når vi får færre forurettede børn, er der også en chance for, at der bliver færre, der begår overgreb i fremtiden, lyder forklaringen fra Bjørn Tegner Bay.

Rejsehold i Tasiilaq

Ifølge politimesteren har politiet styrket indsatsen gennem de senere år. Ordensmagten har blandt andet ansat en person i Tasiilaq, der kun beskæftiger sig med forebyggelse.

LÆS OGSÅ Grønlands Politi: Bryd tabu om seksualforbrydelser

Samme melding kommer fra psykologi i Selvstyrets rejsehold, Paarnaq Rosing Jakobsen, som lige nu arbejder i Tasiilaq.

- Noget, der kan gøre en forskel, vil være en styrkelse af samarbejdet mellem de forskellige instanser, der hjælper borgerne, siger hun.

- Det kan med tiden være med til at gøre en forskel for de borgere, der er svært belastede, siger hun.

Selvstyrets rejsehold består af to psykologer og én tolk. De er i Tasiilaq i én uge om måneden. 

Selvstyrets rejsehold begyndte arbejdet i Tasiilaq i januar 2018 og slutter forløbet i juni i år.