Plejehjem i Paamiut har indhentet det tabte

Selvom opførelsen af et nyt plejehjem i Paamiut fra starten løb ind i store vejrmæssige problemer, er der ikke udsigt til, at indvielsen bliver udskudt. Det skriver Kommuneqarfik Sermersooq i en meddelelse
Skrevet af Jonas Fievé
02. oktober 2017 11:04

Store mængder sne var ellers skyld i, at selve opførelsen blev forsinket, og efterfølgende blev byggeriet yderligere forsinket, da det var nødvendigt at sprænge en ekstra gang, før støbearbejdet kunne begynde.

Men en produktiv sommer har dog medvirket til, at forsinkelserne nu er indhentet, og det glæder borgmester Asii Chemnitz Narup, som i sidste uge besøgte byggepladsen.

- Jeg glæder mig meget til, det nye plejehjem bliver færdigt. De ældre i Paamiut har allerede ventet for længe på bedre forhold, så det er dejligt at høre, at der ikke bliver yderligere forsinkelser, siger Asii Chemnitz Narup i en pressemeddelelse.  

 Dermed er der udsigt til, at det nye plejehjem i Paamiut står færdigt i slutningen af 2018 oplyser Frederikshåb Betoncentral, der har opgaven med byggeriet.