Pipaluk Lynge-Rasmussen fra IA søger orlov fra Inatsisartut 

- Jeg har to små børn, og jeg lytter til, hvad jeg selv brænder for i stedet for, hvor mange slag jeg vil modtage, siger den nystartede projektleder i Verdensnaturfonden.
Efterårssamlingens åbningsdag sidste år. Foto © : Malik Brøns / KNR
03. august 2022 06:40

Hun stillede op til valget til Inatsisartut i april sidste år. Hun blev valgt ind med 64 stemmer – og nu har Inuit Ataqatigiits Pipaluk Lynge-Rasmussen søgt om orlov fra parlamentet og lagt titlen som politiker på hylden. I hvert fald for en tid. 

Hun skal være projektleder i Verdensnaturfonden WWF. 

- Jeg skal arbejde for miljøet på fuld tid. Det vil jeg gerne bruge mine kræfter på, siger hun til KNR.

Det, som hun ikke længere vil bruge kræfter på, er slag.

Pipaluk Lynge-Rasmussen

Var formand for Udenrigs- og Sikkerhedspolitisk Udvalg i Inatisartut. Den post fik hun 6. april, to dage efter den nye koalition med Siumut og IA blev præsenteret.

Bor i Nuuk med sine to drenge på to og fire år. 

Hun har også været vært på børne- og unge-tv i KNR.

Har studeret kultur- og samfundshistorie på Ilisimatusarfik.
 

- Som politiker skal man have meget hård hud. Man skal også kunne tage en masse slag både verbalt og på de sociale medier. Jeg tager hatten af for alle dem, der sidder i Inatsisartut og naalakkersuisut. Men jeg har to små børn, og jeg lytter til, hvad jeg selv brænder for i stedet for, hvor mange slag jeg vil modtage. Det er hårdt.

Folk har ikke stemt forgæves

Du siger, at du nu vil kæmpe for miljøet. Kunne du ikke gøre det i Inatsisartut?

- Når man sidder i Inatsisartut, kan man ikke kun arbejde med eller for miljø. Der er en masse andre ting, man også skal tage sig af og tage stilling til. 

Pipaluk Lynge-Rasmussen var formand for Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske Udvalg. Et ganske magtfuldt udvalg og en post, som hun selv kalder for ”givende” og ”oplysende”.

LÆS OGSÅ IA-politiker Pipaluk Lynge Rasmussen har besøgt NATO: Arktis er sikker

Den ændrede dog ikke på, at hun nu går all in på miljøet. 

Hvad vil du sige til dem, der stemte dig ind i Inatsisartut?

- Jeg gik til valg på at kæmpe for miljøet. Nu vil jeg arbejde for det på fuld tid. De har ikke stemt forgæves. 

Fortyder du, at stillede op til valg?

- Jeg fortryder ikke én dag. Jeg er rigtig stolt over nultolerancen mod udvinding af uran. Jeg stoler fuldt og fast på Inuit Ataqatigiit og Siumut – men jeg vil bare hellere bruge min tid anderledes. 

Genopstiller du til Inatsisartut? 

- I dag vil jeg gerne arbejde for miljøet. Jeg ved ikke, hvad fremtiden byder på. 

I går gik Pipaluk Lynge-Rasmussen til formandskabet i Inatsisartut for at aflevere sin ansøgning om orlov.

Hun er alenemor og har to drenge på to og fire år. 

Ifølge valg.gl skal Mariia Simonsen rykke ind i Inatsisartut i stedet for Pipaluk Lynge-Rasmussen.