IA-politiker Pipaluk Lynge Rasmussen har besøgt NATO: Arktis er sikker
Der var sikkerhed og forsvar på dagsordenen, da medlemmer af Inatsisartut, Lagtinget og Folketinget besøgte NATO's hovedkvarter i den belgiske hovedstad Bruxelles fra mandag til onsdag i sidste uge.
Egentlig kom invitationen til besøget for et stykke tid siden, men turen faldt på et vigtigt tidspunkt set i lyset af den igangværende krig i Ukraine.
Det mener formand for Inatsisartuts Udenrigs- og Sikkerhedspolitiske udvalg Pipaluk Lynge Rasmussen (IA), der var med på turen.
LÆS OGSÅ Sveriges statsminister åbner for Nato-medlemskab
- Ruslands angreb på Ukraine gør, at det handler meget om Rusland, hvad Rusland kan finde på at gøre, og hvilke trusler NATO ser lige nu i hele verden, fortæller Inuit Ataqatigiit-politiker Pipaluk Lynge Rasmussen.
På forkant med fremtidige konflikter
Selvom krigen i Ukraine er af stor betydning for den udenrigspolitiske udvikling i verden, vurderer Pipaluk Lynge Rasmussen, at sikkerhedssituationen for Arktis er sikker.
- Man skal hele tiden være i forbehold, men jeg føler mig rimelig sikker i og med, at vi er et Rigsfællesskab, idet vi er en del af NATO gennem Danmark, siger IA-politikeren.
På trods af at Rigsfællesskabet fungerer som et sikkerhedsnet, understreger Pipaluk Lynge Rasmussen, at det er vigtigt at være på forkant med fremtidige konflikter.
- Det jeg kan tage med fra NATO er, at man hele tiden skal holde øje med, hvad for nogle farer, der kan være i fremtiden og forberede sig på det, end at vente til at dagen kommer, og det sker for os, siger hun.
LÆS OGSÅ Langstrakt tango om en arktisk strategi fortsætter i det nye år
Hun efterlyser derfor en klart defineret rolle for Grønland i Arktis, hvilket gør hende utålmodig efter, at den stærkt forsinkede arktiske strategi snart er på plads.
- Det er vigtigt at kunne sige, hvad det er vi vil enstemmigt og ikke afhængigt af, hvilke partier man hører til, siger Pipaluk Lynge Rasmussen.
Hun understreger dog, at hun stoler på Naalakkersuisut.