PFA har fået kolde fødder

Det danskepensionsselskab PFA’s interesse i Grønland er kølnet efter magtskiftet. Det skriver Berlingske Tidende i dag.
Skrevet af Martine Lind Krebs
20. marts 2013 08:54

Det er planerne om royalties, der skræmmer.

-Hvis man indfører royalty, vil det ikke gøre investeringer i minevirksomhed mere appetitlige. Det vi gøre det sværere. Med royalty vil investering i miner i Grønland blive en dårligere investering set med investorernes øjne, siger administrerende direktør Henrik Heideby.

Også det australske mineselskab Tanbreez Mining, der netop har søgt om udvindingstilladelse af sjældne jordarter i Kringlerne ved Narsaq er bekymret.

-Hvis mit mineprojekt ikke er økonomisk rentabelt, så stopper vi det. Så enkelt er det, siger direktør Greg Barnes til Berlingske.

Fra seniorrådgiver Lars Koch fra ulandsorganisationen Ibis lyder der i dag imidlertid en opfordring til Grønland om at lære af Afrikas fejl i forbindelse med minedrift. I mange afrikanske lande rapporterer mineselskaberne nærsten ikke noget overskud, som de kan betale skat af, advarer han. Hvis Grønland ikke kan få fuldstændig gennemsigtighed i kontrakterne med mineselskaberne, så er royaltymodellen smartere.

-Det giver i det mindste nogle penge i kassen, skriver Lars Koch i en kommentar i Politiken.

Dansk erhvervsliv er i øvrigt i dag samlet til en stor konference om mulige investeringer i den Grønlandske undergrund. Den er arrangeret af Berlingske Business og revisionsselskabet KPMG og har blandt andet deltagelse af direktør Xiaogang Hu fra London Mining.