Peter Grønvold Samuelsen dropper at anke sag til landsretten

Tidligere direktør for KNI, Peter Grønvold Samuelsen, dropper at anke sagen om blufærdighedskrænkelse til landsretten. Kredsrettens dom på tre måneder i anstalten er dermed endelig.
Den tidligere direktør for KNI A/S, Peter Grønvold Samuelsen, kan nu se frem til tre måneder i anstalten samt betaling af erstatning til seks kvinder for blufærdighedskrænkelse. Foto © : KNR
30. juni 2022 10:31

Der bliver ikke en sag ved landsretten, hvor den tidligere KNI-direktør Peter Grønvold Samuelsen vil forsvare sig mod anklagerne om blufærdighedskrænkelse mod tidligere, kvindelige ansatte i selskabet.

Det oplyser hans advokat, Finn Meinel, til KNR.

I stedet kan Peter Grønvold Samuelsen derfor nu se frem til at afsone de tre måneder i anstalten, som Qeqqa Kredsret idømte ham i april i år. 

Dommen er for blufærdighedskrænkelser af alle de seks kvinder, som har anmeldt ham til politiet.

Her blev han også dømt til at betale 5.000 kroner til hver af de seks kvinder.

LÆS OGSÅ Tidligere KNI-direktør dømt for krænkelser: Tre måneder i anstalt

Peter Grønvold Samuelsen accepterer dom trods uenighed

Da dommen om tre måneders foranstaltning blev afsat i kredsretten i Sisimiut, valgte Peter Grønvold Samuelsen og hans advokat at anke dommen til landsretten lige på stedet med påstand om frifindelse.

Men hovedpersonen selv har valgt at stoppe sagen nu og acceptere kredsrettens dom.

- Sagen har været længe undervejs og er en stor belastning, både for dem, der har anmeldt Peter (Grønvold Samuelsen, red.), men også for Peter og hans familie, siger Finn Meinel.

Peter Grønvold Samuelsen anser sig dog stadig som uskyldig, oplyser hans advokat.

For trods dommen om blufærdighedskrænkelse mener hovedpersonen ikke, at han har krænket nogen. Og selv om nogen af kvinderne, der har vidnet mod ham, har følt sig krænket, har det aldrig været meningen, oplyser Finn Meinel.

Men den tidligere KNI-direktør accepterer nu dommen for at komme videre i tilværelsen.

- Peter har besluttet at hæve anken for nu at få sat et punktum. Også selv om det punktum er utilfredsstillende, og også selv om han er uenig i den fremstilling af sagen, som er kommet frem, og som er grundlaget for dommen, siger Finn Meinel.

Politiets anklagemyndighed ankede også kredsrettens afgørelse, efter Samuelsen først ankede sagen til landsretten. Men den modanke har anklagemyndigheden nu også droppet.

KNR forsøger at få en kommentar fra politiets anklager Anne Kathrine Clinton i sagen om Peter Grønvold Samuelsen.

Seks kvinder blev uønsket berørt

61-årige Peter Grønvold Samuelsen var tiltalt for at have begået blufærdighedskrænkelser mod i alt seks kvinder, mens de var ansat i det selvstyreejede selskab.

Krænkelserne skulle være sket i perioden fra 2016 til 2021 – både i KNI-bygningen i Sisimiut og på tjenesterejser. 

Alle seks kvinder har i retten fortalt, at de under deres ansættelse blev udsat for uønskede berøringer fra deres daværende chef. Det var blandt andet berøringer af nakke, skuldre, hofter, ryg, armhuler og bagdel. 

LÆS OGSÅ Krænket af Peter Grønvold: Det er de færreste, der ønsker at melde et medmenneske til politiet

Flere af kvinderne fortalte også om at blive krammet og kysset på kinden eller i nakken, og at han kunne finde på at tage fat i en BH-strop og ofte drejede samtaler over på sex.

Peter Grønvold Samuelsen afviste i retten alle anklager og krævede frifindelse.

Det var i marts 2021, at det kom frem, at den nu tidligere KNI-direktør var blevet meldt til politiet for krænkelser. 

Kort forinden var Peter Grønvold Samuelsen fratrådt sin stilling. Han var administrerende direktør for KNI i syv år.