PET: Spioner fra Rusland og Kina er en trussel mod Grønland

Spioner fra Kina og Rusland kan udføre cyberangreb mod visse danske, færøske og grønlandske myndigheder, står der i ny rapport, der udkommer i dag.
Pituffik er den amerikanske militærbase i Nordgrønland. Den er en af grundene til, at amerikanerne meget gerne vil holde sig på god fod med Grønland. Foto © : Scanpix
Skrevet af Christine Hyldal
13. januar 2022 05:40

Vi ved det godt i forvejen, men nu har PET (Politets Efterretningstjeneste i Danmark) slået det fast med syvtommersøm: Spioner fra Rusland og Kina udgør en trussel mod Grønland, Færøerne og Danmark.

Det er konklusionen i en ny rapport, som udkommer i dag. Det er PET’s første rapport om spionagetruslen, og den er en samlet vurdering af den aktuelle trussel mod Rigsfællesskabet.

Ifølge PET ”er der en vedvarende trussel fra kinesisk og russisk efterretningsvirksomhed”.

Det vil sige, at spioner fra Kina og Rusland kan ”udføre cyberangreb mod visse danske, færøske og grønlandske myndigheder, beslutningstagere, virksomheder og forskningsinstitutioner,” står der i rapporten.

Det falske brev fra Ane Lone Bagger

I Grønland er der i hvert fald et offentligt kendt eksempel på et cyberangreb: 

I november 2019 blev et forfalsket brev fra daværende naalakkersuisoq Ane Lone Bagger (Siumut) delt på medier og blogs i USA. Brevet var fake – og meget kontroversielt. I det stod, at naalakkersuisut snarest ville lave en folkeafstemning om uafgængighed fra Danmark.  

LÆS OGSÅ Ane Lone Bagger om det falske brev: Det er meldt til politiet

Der stod også, at Ane Lone Bagger bad USA om flere penge til en folkeafstemning om Grønlands løsrivelse fra Danmark – og at USA i hemmelighed støttede en hurtig grønlandsk folkeafstemning om uafhængighed.

Brevet er skrevet på naalakkersuisuts brevpapir. Sagen blev meldt til politiet – men hvem der stod bag er altså aldrig blevet påvist præcist.

Ifølge PET var brevet sandsynligvis både skrevet og delt online af russere, der ville skabe forvirring om en mulig konflikt mellem Danmark og USA og Grønland.

Da brevet pludselig susede rundt på nettet, var det to måneder siden, at præsident Trump sagde, at han ville købe Grønland.

Pituffik og amerikanske milliongaver

For Kina og Rusland er vældigt interesserede i at gøre især USA’s position i Grønland og på Færøerne mere vanskelig. USA er som bekendt meget interesseret i at have et godt forhold til Grønland - ikke mindst på grund af militærbasen med den store radar, Pituffik.

Men stormagten har også drysset milde gaver i form af millioner til uddannelse, forskning, engelskundervisning og turisme ud over landet i de senere år. Alt sammen gaver, der skal gøre folk i Grønland mildt stemt overfor USA.

Samtidig har USA opgraderet militært i Arktis ved blandt andet at genoprette en flådestyrke, alt imens Arktis smelter og giver nye muligheder for at positionere sig.

Ifølge PET er "Rigsfællesskabet særligt sårbart, fordi kinesiske eller russiske efterretningstjenester kan udnytte kontroversielle emner til at forsøge at skabe spændinger mellem Danmark, Grønland og Færøerne eller problematisere forholdet til især USA."

Det er langt fra første gang, at en dansk efterretningstjeneste placerer Grønland på en liste med andre trusselstruede.

I december gjorde Forsvarets Efterretningstjeneste det samme i den årlige risikovurdering. Faktisk har FE gjort det flere gange før. I den nyeste trusselsvurdering fra sidste måned bliver det oplyst, at især russerne har et særligt øje på Grønland - især via cyberspionage.