Penge til Kommune Kujalleq

Landskassen åbner sig nu for den økonomisk trængte Kommune Kujalleq.
18. august 2011 07:57

Selvstyret slipper nye anlægsarbejder løs til et beløb i størrelsesordenen 160 millioner kroner i løbet af i år og begyndelsen af 2012.

Og den saltvandsindsprøjtning hilses med tilfredshed af Sydkommunens borgmester Simon Simonsen, for det betyder nye arbejdspladsser og nye skatteindtægter.

Der skulle ifølge borgmesteren være tale om et nyt elevhjem i Nanortalik, der ER sendt i udbud, samt et autisthjem og et kollegiebyggeri i Qaqortoq der udbydes i licitation til september.

Det skal desuden opføres et byhus i Qaqortoq med 12 til 14 lejligheder. Projektet sendes i udbud i efteråret.

Samtidig skal der opføres et familiehus i Nanortalik, desuden et nyt alderdomshjem til Qaqortoq, der sendes i udbud sidst på året med anlægsstart i begyndelsen af 2012 og endelig er der også penge til en ny skoletandklinik til Nanortalik.

Alt i alt projekter til mellem 154 og 162 millioner kroner, oplyser Simon Simonsen.