Pele Broberg om besøg fra Danmark: - Bliv hjemme, Mette

Naleraq-formanden mener, at Grønland selv bør møde den franske præsident uden dansk indblanding, lyder det i pressemeddelelse.
Pele Broberg tager afstand til, at den danske statsminister Mette Frederiksen er med til at besøge Grønland, når den franske præsident aflægger visit på søndag. Foto © : KNR / Johasinnguaq Olsen
Skrevet af Markus Valentin
10. juni 2025 14:24

Den danske statsminister Mette Frederiksen bør holde sig væk, når Frankrigs præsident Emmanuel Macron besøger Grønland søndag. 

Det mener Naleraq-formand Pele Broberg.

- Hvis det var Danmark den franske præsident ville besøge, havde han taget til Danmark og ikke Grønland, udtaler Pele Broberg i en pressemeddelelse.

Persona non grata

Macrons kommende besøg har vakt debat på sociale medier om, hvornår Grønland har brug for, at Danmark er med i udenrigspolitiske sammenhænge.  

Her er lederen af oppositionen ikke i tvivl: Grønland kan sagtens klare opgaven alene, når den franske præsident aflægger visit.

- Hun skal da bare blive hjemme. Hvis det var Danmark, den franske præsident ville besøge, havde han taget til Danmark og ikke Grønland, siger han og uddyber:

- Grønland skal nok selv tale med verdensledere som besøger Grønland, på rigets vegne, lyder det fra Pele Broberg.

Pressemeddelelsen rundes af med en stikpille til statsministeren:

- Bliv hjemme, Mette. Vi behøver ikke dansk spionage i samtalerne.