Pele Broberg er ny formand i Naleraq

Der var ingen modkandidater, da de delegerede til Naleraqs ekstraordinære landsmøde skulle pege på en ny formand.
Pele Broberg skal lede Naleraq efter Hans Enoksens pludselige afgang.
Skrevet af Jens Thorin
25. juni 2022 09:43

Pele Broberg er ny formand for Naleraq, der har fire mandater i Inatsisartut. Under det ekstraordinære landsmøde viste der sig ikke at være andre kandidater.

Pele Broberg overtager nu posten som formand og skal udstikke retningen for partiet.

Og den nye formand er overvældet over valget. Men også stolt.

- Stolthed, æresfygt, det er nok noget af det første, fordi at vi netop havde gjort klart, at vi ville respektere, hvad lokalafdelingerne ville. Jeg havde også sagt til medierne tidligere, at det ikke blev et kampvalg fra min side, jeg ville ikke stille op for at udfordre nogen. Det her var et spørgsmål om, hvad lokalafdelingerne vil, siger Pele Broberg. 

Han overtager rolle efter Hans Enoksen, der pludseligt trak sig fra posten mandag.

Partiets politiske ordfører, Jens Napaattooq, er valgt som politisk næstformand uden modkandidater.

50-årige Pele Borberg er iværksætter og pilot, og han indledte sin politiske karriere i 2018, hvor han blev valgt til Inatsisartut med 208 stemmer som nr. 2 for Naleraq efter partistifter Hans Enoksen.

Han blev naalakkersuisoq for finanser, da Siumut som det største parti i Inatsisartut dannede koalition med hans parti sammen med Atassut og Nunatta Qitornai. Naleraq trådte dog ud af koalitionen sent efterår samme år, og han mistede posten som naalakkersuisoq.

Han blev genvalgt i 2021 – nu med 550 stemmer og dermed partiets næstfleste stemmer. Da IA som det største parti dannede koalition med Naleraq 16. april, blev han udpeget til at være naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, handel, klima og erhverv.

Men da det daværende støtteparti, Atassut, udtrykte mistillid, trådte han ud af Naalakkersuisut blot lidt over fem måneder efter.

Tidligere medlem af Inatsisartut Knud Fleischer er valgt som partiets organisatoriske næstformand. I Inatsisartut repræsenterede han Kattuseqatigiit Partiiat, som blev nedlagt som parti i 2014.