Partii Naleraq Pele Broberg

Foto © : Pele Broberg
29. maj 2019 15:04

Navn: Pele Broberg

Parti: Partii Naleraq

Alder: 46

Uddannelse/arbejde: Medlem af Inatsisartut, uddannet pilot, HD International Business (CBS)

Civilstatus (familie/børn): Gift med Malene Broberg, 2 børn

Fritidsinteresser: Crossfit 

Hvad er de tre vigtigste sager, du vil kæmpe for, hvis du kommer i Folketinget?

1. Lave bedre handelsforhold for fødevare såsom fiskeprodukter fra Grønland. Det skal ske ved at styrke og forenkle samarbejdet med den danske fødevarestyrelse og udenrigstjenesten, så det bliver lettere at sælge for eksempel fiskeprodukter fra Grønland til Amerika og andre markeder. 

I dag kan Grønland ikke handle direkte med andre lande, da Fødevarestyrelsen i Danmark endnu ikke har udarbejdet eksportcertifikater sammen udenrigstjenesten. Dette fokus vil forbedre import og eksport til gavn for billigere varer på hylderne og bedre pris for fisken og rejerne, der eksporteres.

2. Bedre luftfartsregler, der hører under Trafikstyrelsen i Danmark.
I dag er det en administrativ forsinkende proces for udenlandske operatører at flyve til og fra samt internt i Grønland.
Dette skal ændres til gavn for billigere flybilletter. Ansvarsområdet skal tilpasses Grønland for billigere mobilitet for befolkningen.

3. Sikre løbende udvikling, inklusiv finansiering, af ansvarsområder der varetages af staten på vegne af Grønland.
Vi skal ikke vente på selvstændighed, før ansvarsområderne, som Danmark varetager, forbedres. Hvis regeringen fortsat insisterer på at nedprioritere borgerne i Grønland, skal dette ikke stiltiende accepteres mere.

Hvordan vil du være med til at sikre en god tilværelse for borgere med grønlandsk baggrund i Danmark?

Det vil jeg ikke. Spørgsmålet er irrelevant for vælgerne i Grønland.

Hvilken dansk statsministerkandidat støtter du, hvis du bliver valgt til Folketinget?

Det bliver en beslutning, der tages efter valget, da dette ikke skal baseres på egen vinding og magt. Derimod skal der tæt koordinering med Partii Naleraqs Inatsisartut-gruppe, da beslutningen har stor betydning for arbejdet i Inatsisartut.
Det skal være en proces, der vil inkludere de andre partier i Inatsiartut uden skel til partifarve.
Det forudsættes, at statsministerkandidaten ønsker udvikling af Grønland på befolkningens præmisser og med deres ve og vel for øje. Det naturlige fravalg vil derfor være Lars Løkke Rasmussen.