Passagerer strandet i Iqaluit skal selv finde hjem

Folk, der i starten af april fløj til Iqaluit og skal hjem med Air Greenland, skal selv finde hjem. Air Greenland har nemlig lukket ruten, fordi der er for få passagerer.
Paninnguaq Boassen (t.h.) og hendes kollega er strandet i Iqaluit, fordi Air Greenland har lukket ruten mellem Nuuk og Iqaluit i hele april. Nu skal de selv finde hjem. Foto © : Privat foto
08. april 2025 15:53

I sidste uge fløj Paninnguaq Boassen sammen med en kollega til Iqaluit for at arbejde. 

Inden afrejse bookede hun billet til hjemturen i morgen. Hun skulle være fløjet direkte til Nuuk med Air Greenland.

Men Air Greenland har lukket for ruten mellem Nuuk og Iqaluit i hele april måned på grund af for få passagerer. Og beskeden til Paninnguaq Boassen og de andre passagerer er, at de selv skal finde hjem nu.

Foto © : Privat af Paninnguaq Boassen

- Udover den sms er vi ikke blevet kontaktet. De vil tilbagebetale vores billet, men vi skal selv sørge for at komme herfra, fortæller Paninnguaq Boassen.

Overnatning er fra dag til dag

Da hotellet i Iqaluit er fuldt booket, må Paninnguaq Boassen, i samarbejde med sundhedsvæsnet, som hun arbejder i, finde et overnatningssted fra dag til dag.

- Vi er slet ikke blevet spurgt, om vi har et sted at overnatte. Og der er ingenting.

Derfor mener hun, at Air Greenland skal påtage sig et ansvar i den her sag.

- Det er en dyr rejse, jeg føler at udgifterne skal dækkes på en eller anden måde. De bør selvfølgelig tage ansvar og sikre, hvordan vi kommer tilbage til Grønland, siger hun.

På deres hjemmeside reklamerer Air Greenland med flyvninger fra Nuuk til Iqaluit fra den 2. april - 22.oktober. Men den flyvning kan man altså godt skyde en hvid pil efter i april måned, viser Paninnguaq Boassens situation.

Hvordan Paninnguaq Boassen og hendes kollega kommer hjem er endnu uvist.

KNR har rakt ud til Air Greenland for at høre deres version. Air Greenland er dog ikke vendt tilbage endnu.