Parteringsdrabssag er slut – men mystik om lækket lydfil fortsætter

I går blev der sat punktum i en af de mest bestialske drabssager i Grønlands historie.
Anklager Marutha Thayapharan var tilfreds efter dommen. Foto © : KNR
24. november 2022 10:59

I går sluttede sagen om parteringsdrabet i Ilulissat. Dommen lød på forvaring på ubestemt tid til 28-årige Tittus Hansen.

Og det var lige præcis den dom, som anklager Marutha Thayapharan var gået efter.

Jeg er meget tilfreds, siger hun til KNR efter dommen.

Dommer
Foto © : KNR
Dommer Eleonora Steenholdt Mørch

- Retten har fulgt anklagemyndighedens påstand om at finde Tittus Hansen skyldig i manddrab og usømmelig behandling af lig, som er den efterfølgende partering af liget.

LÆS OGSÅ Dom i drabssag: 28-årig får forvaring på ubestemt tid

Der er tale om et brutalt og barbarisk mord. På vegne af de pårørende er jeg lettet over, at der er sat punktum, siger hun.

Helt så tilfreds er forsvarer Finn Meinel selvfølgelig ikke.

- Det blev, som det blev, siger han til KNR efter dommen.

Erkendte sig pludselig skyldig alligevel

For i løbet af retsmødet i går var der pludselig en overraskende drejning. Tittus Hansen havde på de to første retsdage mandag og tirsdag nægtet sig skyldig i manddrab og usømmelig behandling af lig. Men i går formiddags skiftede han pludselig mening og erkendte sig skyldig i begge dele.

Parteringsdrabet i Ilulissat

 

I går blev den 28-årige Tittus Hansen dømt skyldig for manddrab og usømmelig behandling af lig.

 

Han var også tiltalt for brugstyveri af en bil og for at have kørt i bilen uden at have kørekort 12. juni 2017.

Han blev erkendt skyldig i biltyveriet men frifundet for at have kørt i bilen uden kørekort. 

 

Han var også tiltalt for et voldeligt overfald i Ilulissat 13. februar 2020 og for endnu et voldeligt overfald i anstalten i Nuuk 7. januar 2022.

Han blev frifundet for overfaldt i Ilulissat og erkendt delvis skyldig i overfaldet i anstalten i Nuuk. 

 

Han skal også betale erstatning på i alt 300.000 kroner til offeret pårørende. 

Nogle gange udvikler tingene sig. Så dommen var som forventet, siger Finn Meinel.

Det er meget sjældent, at vi ser en forbrydelse som denne her, og det er en meget alvorlig sag.

LÆS OGSÅ 28-årig erkender alligevel drab og partering efter telefonsamtale afspillet i retten

Da tiltalte alligevel pludselig erkendte sig skyldig i manddrab og usømmelig behandling af lig, skete det efter, at anklageren havde afspillet en lydfil i retssalen som bevis.

Lækket lydfil

Der er tale om en telefonsamtale, som er optaget, imens den tiltalte sidder tilbageholdt i anstalten i Nuuk. En telefonsamtale, hvor han taler med to andre mænd og i detaljer fortæller om drabet og efterfølgende partering. Han erkender altså på optagelsen, at han har slået manden ihjel, parteret liget og lagt det ud i forskellige skraldeskure, inden dele af det blev fundet på affaldsforbrændingen i Ilulissat.

Det fremgår ikke, hvem de to andre mænd i samtalen er.

Sent tirsdag aften blev lydfilen pludselig lækket på sociale medier. Hvordan det kunne ske – og hvor længe, den har ligget offentligt tilgængeligt – ved anklager Marutha Thayapharan ikke.

Lige nu kan vi ikke sige, hvordan den fil er kommet ud til offentligheden. Jeg kan sige, at politiet har lavet en sag om det, som nu skal efterforskes, siger hun.

Tittus Hansen modtog sin dom om forvaring på ubestemt tid. Sagen er altså ikke anket til landsretten.

LÆS OGSÅ Dag 2 i drabssag: Vidne drak med tiltalte og offer få timer før drab

Inden dommen faldt i går, blev en mentalerklæring og de såkaldt personlige forhold om tiltalte læst højt i retten.

Ifølge erklæringen er han ikke sindssyg – heller ikke på gerningstidspunktet. Men han er farlig. Han er mildt retarderet og svært tilknytningsforstyrret og impulsiv. Han kan ikke altid gennemskue sine handlinger, og så misbruger han alkohol og hash. 

Forsvarer
Foto © : KNR
Forsvarer Finn Meinel

Min klient har valgt at modtage dommen, og det er fordi, han har erkendt sig skyldig. Med den udtalelse, som Retslægerådet har lavet, vil det være svært at få en anden foranstaltning end forvaring på nuværende tidspunkt, siger forsvarer Finn Meinel og henviser til mentalerklæringen.

 

Sagen kort: 

  • Lørdag 2. oktober sidste år blev der fundet et menneskeben blandt skraldet på affaldsforbrændingen i Ilulissat.
  • Mandag 4. oktober blev der fundet et hoved med 58 stiksår. Undersøgelser viste senere, at volden var sket både før og efter dødens indtræden.
  • Der blev også fundet flere andre ligdele på affaldsforbrændingen i dagene efter, men flere af dem var delvist brandskadet.
  • Den tiltalte blev anholdt på sin adresse i Ilulissat fredag 8. oktober sidste år. Han har været tilbageholdt siden og er nu i anstalten i Nuuk.
  • Gerningstedet for drab og partering var tiltaltes egen lejlighed ifølge anklagemyndigheden. Kriminalteknikere fandt blod, selv om tiltalte havde gjort rent.