Palle Jerimiassen jubler over lufthavne
Koalitionspartierne Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai støtter lufthavnspakken, og de bakkes op af Demokraterne.
I det modsatte ringhjørne står oppositionspartierne Partii Naleraq og Inuit Atagatigiit, der fortsat er imod pakken i den nuværende form.
Men en af dem, der er glad for, at lufthavnspakken er kommet så langt, er Palle Jerimiassen fra Siumut, der er borgmester i Avannaata Kommunia.
LÆS OGSÅ Lufthavnspakke røg videre i udvalg
- Jeg er lykkelig og glad for, at der endelig er taget en beslutning om at udbygge vores lufthavne i Ilulissat, Nuuk og Qaqortoq. Det har været en meget langstrakt proces, og vi er kommet i tvivl nogle gange, men nu ser det ud til, at den endelig er i hus, og det er vi jo lykkelige for, siger han.
Især beslutningen om de 2200 meter er Palle Jerimiassen tilfreds med.
LÆS OGSÅ Vi giver for meget indflydelse til Danmark
- Jeg har jo siden, jeg satte mig i stolen, kæmpet for at få en udviddelse til 2200 meter, og det er det, vi er gået efter. Så jeg er en lykkelig borgmester for øjeblikket - En glad borgmester, siger han.
Lufthavnspakken skal blandt andet tiltrække flere turister til Grønland, men det kræver også en indsats fra kommunernes side at klargøre landet til mere turisme. Ifølge Palle Jerimiassen er Avannaata Kommunia allerede godt i gang med forberedelserne.
LÆS OGSÅ Koalitionen og Demokraterne sender lufthavnspakken videre
- Vi har masser af planer, og erhvervslivet har også masser af planer. Vi har i meget lang tid forberedt os på en ny lufthavn i Ilulissat. Vi vil de næste 3-4 år, hvor lufthavnen bliver bygget, arbejde hen imod at sikre nye hoteller, bespisningssteder og andre muligheder, der kommer frem i forbindelse med udviddelsen af lufthavnen, siger han.
I Kommuneqarfik Sermersooq, der også er kommet tættere på en ny lufthavn, vil borgmester Asii Chemnitz Narup ikke udtale sig, før pakken er helt vedtaget.