Lufthavnspakke røg videre i udvalg
Efter cirka seks timers forhandlinger blev Naalakkersuisuts lovforslag om lufthavnspakken stemt videre i processen med 16 stemmer for og 9 imod.
Loven lægger grundlaget for udvidelsen af Nuuk og Ilulissat til 2200 meter samt en regionallufthavn i Qaqortoq.
Koalitionspartierne Siumut, Atassut og Nunatta Qitornai anbefalede, at forslaget gik videre til 3. behandling i den nuværende form, men Demokraterne ønskede for "god ordens skyld", at det omfattende lovforslag kom tilbage til finans- og skatteudvalg.
LÆS OGSÅ Vi giver for meget indflydelse til Danmark
På den måde kan medlemmerne af udvalget få flere oplysninger om lovforslaget inden den endelige vedtagelse ved tredjebehandlingen.
Ordføreren for koalitionspartierne, Karl Kristian Kruse (S), sagde til KNR umiddelbart efter afstemningen:
- Jeg mener, at de oplysninger, der kræves til forslaget, er kommet frem mellem første- og andenbehandlingen.
Om der skal ske ændringer i selve forslaget, eller om der kommer supplerende elementer ind i forslaget, siger Karl Kristian Kruse:
- Siumut og koalitionen står fast på det nuværende forslag, men der er selvfølgelig mulighed for, at udvalget kan komme med forslag til ændringer, siger han.
LÆS OGSÅ IA frygter militarisering og dansk indblanding
Det var naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq, der rundede debatten af på vegne af Naalakkersuisut:
- Det vil være et stort skridt mod en ny placering for Grønland i verdenssamfundet. De nye lufthavne vil bringe Grønland tættere på verden og verden tættere på Grønland, lød det blandt andet fra Qujaukitsoq.
Lovforslaget skal efter planen tredjebehandles 15. november.
LÆS OGSÅ Koalitionen og Demokraterne sender lufthavnspakken videre