På én uge: Politiet har rykket ud 22 gange til drukområde

Den seneste uge har politiet i Nuuk haft et særligt fokus på et område i Nuuk-bydelen Nuussuaq, som er plaget af fulde folk, der skaber utryghed for beboerne.
Det er i området omkring Pisiffik Nuussuaq, som politiet omkring tre gange dagligt har rykket ud for at skabe tryghed.
Det er i området omkring Pisiffik i Nuussuaq, at politiet omkring tre gange dagligt har rykket ud for at skabe tryghed. Arkivfoto Foto © : KNR
24. juli 2019 12:37

Hovedstadens politi har i den seneste tid rettet lovens lange arm mod et drukplaget område i Nuussuaq.

16. juli iværksatte politiet en såkaldt tryghedsskabende indsats, hvor politiet til og med 23. juli er rykket ud 22 gange til området omkring Pisiffik i Nuussuaq - altså omkring tre gange dagligt. Det er et område, hvor der, som KNR har beskrevet, er fulde mennesker, der dagligt skaber utryghed for beboere og en nærliggende børnehave.

De hyppige besøg fra politiet har resulteret i flere bortvisninger af personer fra området.

- Når vi er kommet derud, har vi enkelte gange bortvist 8-10 personer – nogle gange færre – og ellers har vi gået en runde ude i området og forsøgt at være opsøgende i forhold til det tryghedsskabende arbejde, siger vicepolitiinspektør i Grønlands Politi, Sebastian Leonhard Bech.

LÆS OGSÅ Pædagoger afskærmer børnehavebørn fra druk i Nuussuaq

Politiet oplyser, at man har øget indsatsen i området, efter at der er kommet større fokus på problemet.

Den øgede politiindsats startede dagen efter en underskriftsindsamling, hvor initiativtagerne ønsker, at Pisiffik Nuussuaq stopper med at sælge alkohol. En underskriftsindsamling, der har knap 800 underskrifter.

Ingen anholdelser

Politiets øgede indsats har ikke resulteret i anholdelser eller bøder. I stedet søger politiet en dialog med de fulde folk og bortviser personer, hvis de er særligt opfarende.

- Det er sjældent, at politiet anholder 8-10 mennesker, fordi de er højrøstede og sidder og hygger sig i det offentlige rum, også selv om de drikker alkohol, og politiets detentioner ville hurtigt blive fyldt op, hvis vi skulle anholde alle, der er højrøstede og en smule berusede i det offentlige rum, siger vicepolitiinspektør Sebastian Leonhard Bech.

LÆS OGSÅ Har fået nok af fulderikker: Samler underskrifter for at stoppe salg af alkohol

KNR har talt med en person, der er en del af miljøet, som fortæller, at de drikker i området, fordi det er billigere end at drikke på værtshus, og personen mener, at det er hyggeligt at sidde og drikke.

- Det er hyggeligt, især på solrige dage - uden at det bliver for meget. Det er meget hyggeligt at hyggesnakke og samværet generelt, siger personen, der ønsker at være anonym.

Politiet fortæller, at man løbende vil vurdere, hvordan udviklingen i området er, og at den øgede indsats vil fortsætte, så længe det giver mening.