Demokraterne: Overflødigt at fremsætte forslag

Demokraterne stiller ingen beslutningsforslag til forårssamlingen, i stedet har de valgt at fremsætte syv forslag til forespørgselsdebatter
Demokraternes logo Foto © : Demokraatit
Skrevet af Merete Lindstrøm
05. marts 2018 08:21

Demokraternes formand Randi Vestergaard Evaldsen mener ikke, at det kan betale sig at fremsætte beslutningsforslag til den forestående samling i Inatsisartut

- Nu er det sådan, at når der er valg, så går de ting jo tabt. Hvis man skal have noget realiseret, så bliver det først næste valgår, siger hun og forklarer at, det handler om ting, der ikke er færdigbehandlet, som går tabt, fordi sagsbehandlingen skal startes forfra efter et valg.

 - Så det er det vi kommer til at vente på, siger hun.

LÆS OGSÅ IA og Demokraterne efterlyser fremtidsvisioner og mere stabilitet

Populisme frem for realpolitik

Demokraterne er det eneste parti i Inatsisartut, der har valgt ikke at fremsætte beslutningsforslag fredag, hvor der var deadline. De tre kollisionspartier har alle fremsat en række forslag. Men det er ren populisme, mener Randi Vestergaard Evaldsen.

Foto © : Helle Nørregaard

- Det er nemme point at score på den måde at komme med forslag til en samling selvom man godt ved de ikke bliver vedtaget, siger hun.

Demokraternes beslutning kommer efter en mail til Inatsisartut-medlemmerne fra formand Lars-Emil Johansen, hvor han blandt andet skriver, at forårssamlingen kan forventes, at blive sidste ordinære samling for Inatsisartut inden valget i 2018.

- Dette vil betyde for medlemsforslagene at forslag der vedtages på FM2018 ikke nødvendigvis vil blive videreført efter et valg samt afsættes via FFL2019 (finanslovsforslag), skriver han.

LÆS OGSÅ Atassut klar til at stille op til valg

Vil vide hvor andre partier står

Adspurgt om hvorvidt partiet skylder vælgerne at fremsætte forslag, så partiet viser hvilken retning, de mener samfundet skal i, svarer politikeren.

- Når vi ved, at vi ikke kan komme videre med forslagene, så mener vi ikke, det er på rette plads at gøre det, så vil vi hellere bruge valgkampen til at komme med vores værdier og holdninger til samfundet, siger hun.

Demokraterne håber, at de kan bruge de syv forespørgselsdebatter i det fremtidige politiske arbejde. 

- Så vi til næste samling ved, hvor de andre partier står i forhold til de forslag, som vi gerne vil komme med, siger Randi Vestergaard Evaldsen.

Inatsisartut slår dørene op til Forårssamlingen fredag den 6.april - altså om godt en måned.