Overblik: IT-nedbrud rammer sundhedsvæsenet i hele landet
- IT-systemet er nede. Vi kan ikke se i patientjournalerne, kan ikke se, hvad borgerne får af medicin.
Det skriver Dronning Ingrids Sundhedscenter i Nuuk på deres Facebookside.
Lægetelefonnummeret 80 11 11 fungerer heller ikke.
Derfor skal man ved akutte tilstande kontakte skadestuen på telefonnummeret 34 44 00 eller ambulance på 344 112.
De opdaterer løbende på deres Facebook, skriver de.
IT-problemer på alle landets sygehuse
Alle landets sygehuse er ramt af det globale IT-nedbrud, oplyser Tina Amondsen, der er direktør i sundhedsvæsenet, til KNR.
Regionssygehuset i Ilulissat meddeler selv, at:
- IT-systemet er nede. Vi kan ikke se i patientjournalerne, kan ikke se, hvad borgerne får af medicin. Telefonerne virker. Vi opdaterer løbende, skriver de på deres Facebook.
Regionssygehuset Sisimiut oplever samme problem.
- Vores computersytem er nede, telefonerne virker dog. Tidsbestillingen 801112, tager kun imod akutte tidsbestillinger. Skal du bestille en almindelige lægetid, venligst ring på mandag, skriver regionssygehuset på deres Facebookside.
Ingen problemer hos politiet og Grønlandsbanken
KNR har talt med beredskabet, Grønlands Politi, Arktisk Kommando , Grønlandsbanken, Air Greenland og Tusass der alle oplyser, at de foreløbigt ikke oplever nogen IT-problemer.
Vi afventer svar fra Kalaallit Airports.
KNR følger situationen tæt.
IT-nedbrud har ramt store dele af verden
Et IT-nedbrud har ramt store dele af verden her til morgen.
It-selskabet Microsoft meddeler, at det arbejder på at løse problemerne, som har ramt brugere over hele verden, og som påvirker flytrafikken både i Australien, Asien, Europa og USA.
Arbejdet med at løse problemerne har varet flere timer.
Der er tale om et globalt nedbrud, som tilsyneladende skyldes en opdatering af antivirusprogrammet CrowdStrike. Opdateringen får computere, der bruger visse Microsoft-styresystemer, til at gå ned.
Konkret bliver brugerne mødt af en blå skærm og en besked om, at deres computer skal genstartes.
- Din enhed er ramt af problemer og skal genstartes, står der på skærmen.