Over 1000 frygtes omkommet i Mozambique efter orkan

Tabstallene efter cyklonen i Mozambique og Zimbabwe frygtes nu at være nået op på mere end 1000 omkomne.
Foto © : Google Maps
Skrevet af Ritzau
19. marts 2019 11:22

Det fortæller Mozambiques præsident Filipe Ny-usi ifølge nyhedsbureauet Reuters.

- Alt tyder på, at vi kan ende med at registrere mere end 1000 dødsfald, siger han.

Orkanen Idai anses for at være den mest ødelæggende storm, der har ramt landet, i mere end ti år.

LÆS OGSÅ Orkan skaber død og ødelæggelse i Mozambique og Zimbabwe

En af Mozambiques største byer Beira er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt.

- Næsten alt er ødelagt. Kommunikationslinjerne er helt afbrudt, og veje er ødelagt. Og nogle af de ramte samfund er ikke tilgængelige endnu, lyder det i en fælles erklæring fra International Røde Kors og Røde Halvmåne.

Ifølge meteorologerne kan der ventes kraftig regn i regionen i de nærmeste dage.