Orkan skaber død og ødelæggelse i Mozambique og Zimbabwe

En af det sydafrikanske land Mozambiques største byer, Beira, er blevet 90 procent beskadiget og ødelagt af en orkan ifølge Røde Kors.
Foto © : Google Maps
Skrevet af Ritzau
18. marts 2019 07:58
Versionist Mads Lynge

Orkanen Idai har foreløbig kostet 138 mennesker livet i Mozambique og senest Zimbabwe, som cyklonen nu har bevæget sig videre til.

- Omfanget af skaderne er massive og forfærdende, lyder det fra Røde Kors.

- Jeg tror, det er den største naturkatastrofe, der nogensinde har ramt Mozambique. Alt er ødelagt, siger landets miljøminister Celso Correia.

Store områder i nabolandet Zimbabwe er blevet afskåret fra omverdenen af voldsomme tropiske regnskyl og vindhastigheder op til 170 kilometer i timen, skriver Reuters.

Veje, huse, og broer er blevet fejet væk, og strømforsyningen og kommunikationslinjer er afbrudt.

Orkanen Idai gik i land i Mozambique allerede fredag.