Organisationer bliver taget med på råd

2012 er af Naalakkersuisut udråbt til at være året, hvor man går i gang med de store reformer. Men det bliver sandsynligvis ikke som annonceret på Forårssamlingen, at en eller flere reformpakker bliver præsenteret. Arbejdsmarkedets parter er nemlig også blev lovet et ord at skulle have sagt.
07. februar 2012 13:41

Naalakkersuisut har holdt opstartsmøde med fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne om de omfattende reformer, som landets styre har i støbeskeen.

Formanden for Naalakkersuisit, Kuupik Kleist, bebudede i sin nytårstale, at 2012 bliver et år i de store strukturreformers tegn. Det gælder blandt andet pension, boliger, det sociale område, og ikke mindst skatteområdet.

Og ifølge Naalakkersuisoq for Finanser, Maliina Abelsen, er idéen med trepartsforhandlinger ikke det rene spil for galleriet, men vitterligt et ønske om samarbejde.

- Det er ikke bare for at vise god stil. Det er et oprigtigt ønske om at gå ind i arbejdet og i fællesskab finder nogle reformforslag. Vi har været meget spændte på det her, og det er noget, som vi vil lægge mange kræfter i, forsikrer Maliina Abelsen.

Naalakkersuisut har tidligere meldt ud, at de ville fremlægge lovforslag til en skattereform, boligreform og socialreform på Forårssamlingen, der begynder den 13. april.
Men meldingen fra Naalakkersuisoq for Finanser lyder nu, at de nu er usikre på, om lovforslagene kommer med i denne runde. Det kommer helt an på, hvor langt de når i trepartsforhandlingerne. Og hun vil endnu ikke sige hvilket tidsperspektiv, Naalakkersuisut har lagt for forhandlingerne.

- Vi går tilbage til vores side af arbejdsbordet og kommer med et udkast til organisationerne til, hvordan vi skal organisere os. Derefter sætter vi os ned og laver en tidsplan og kigger på, hvilke reformer vi skal starte med at forhandle om, siger Maliina Abelsen.

Det tyder dog på, at Naalakkersuisut allerede har prioriteret de enkelte områder. Øverst på listen er skatteområdet, hvor der er store omlægninger i vente, som for eksempel lavere indkomstskat.

- Ja, skattereformen er en af dem, som vi synes er centrale, ikke mindst i forhold til at få lavet det, der hedder en bredere skattebase og et mere lige og socialt retfærdigt skattesystem, lyder det fra Naalakkersuisoq for Finanser, der i øvrigt roser organisationerne for alle at være mødt op og for at vise villje til at gå ind i forhandlingerne.