Opsigtsvækkende sag om økonomien i Kommune Kujalleq var i retten tirsdag

Det fløj med anklager om rod i økonomien, da Kommune Kujalleq tirsdag var i retten for ikke at have betalt deres skat på 400 millioner kroner til tiden. Forsvaren mente dog ikke, at kommunen bevidst havde forsøgt at snyde skattestyrelsen.
Der ventes at falde dom i sagen på næste tirsdag. Foto © : Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Skrevet af Emil Weis
22. april 2026 12:00

Der var store pengebeløb på spil, da Kommune Kujalleq tirsdag blev stillet for Retten i Grønland. 

Kommunen har i perioden fra februar 2023 til maj 2024 ikke rettidigt indbetalt A-skat og arbejdsmarkedsafgift til skattestyrelsen for over 400 millioner kroner. 

Den del var kommunen sådan set enige i tirsdag i retten. Det fortalte forsvarsadvokat for Kommune Kujalleq Charlotte Pedersen.  

Anklagemyndigheden krævede dog også på vegne af skattestyrelsen betaling af en bøde på 6.103.593 millioner kroner. Det svarer til 1,5 procent af den skyldige A-skat, som ikke var betalt til tiden. 

Det fortalte forsvarsadvokaten, at Kommune Kujalleq ikke kunne anerkende. 

Det har tidligere været fremme, at Kommune Kujalleq skyldte 40 millioner kroner til skattestyrelsen. Men anklageren kunne i retten fortælle, at kommunen ikke havde betalt skat for 406 millioner kroner til tiden i en periode på lidt over et år. Nogle måneder havde de slet ikke betalt.  

Dermed fulgte en lang dag i retten, hvor forsvaret lagde meget vægt på, at det var Kommune Kujalleq selv, der havde gjort opmærksom på den manglende betaling, og at skattestyrelsen ikke selv havde taget kontakt. 

Anklageren, Kristian Buskov Nierhoff, lagde dog vægt på en noget rodet økonomi i kommunen. 

Dommen er sat til at falde tirsdag i næste uge. 

Ekstern revisor afslørede problemerne

Der skulle eksterne kræfter til, før Kommune Kujalleq rigtigt blev opmærksomme på problemerne med økonomien, fremgik det i retten tirsdag. 

Et eksternt konsulentfirma blev hyret ind i efteråret 2023 til at kigge på kompetenceniveauet i kommunen og få et overblik over økonomien.

Fra et af vidnerne i retten, der var en af de eksterne konsulenter, lød det:

- Helt overordnet var det en kommune med rigtige dårlige kompetencer indenfor regnskaber og økonomi.

Vidnet, der har mange års erfaring som revisor i Grønland, blev i marts 2024 opmærksom på, at der ikke var indbetalt skat rettidigt til skattestyrelsen. 

- Økonomichefen og lønchefen burde vide, at man ikke havde betalt sin skat. Det er mig ubegribeligt, at man ikke har set det, sagde vidnet fortsat og uddybede: 

- Kim (den tidligere økonomichef, red.) og hans bogholder, mente 100 procent, at de havde betalt de her penge, hvilket man kunne se i regnskabet ikke passede.

Konsulenten mente dog heller ikke, at kompetencerne i skattestyrelsen var særligt høje og tilføjede: 

- Skattestyrelsen gør ikke noget proaktivt, sagde vidnet og mente heller ikke, at det nødvendigvis ville blive opdaget, at kommunen skyldte skat, hvis ikke de selv havde gjort opmærksom på det. 

Ingen henvendelse fra skat

Den nuværende økonomidirektør i Kommune Kujalleq, Arne Andersen, var det første vidne, der var indkaldt i retten tirsdag. 

Han startede i stillingen i 2024 og var godt klar over, at der var udfordringer med økonomien, da han startede. Der var for eksempel ikke lavet regnskaber for årene 2021, 2022 og 2023 på grund af udfordringer med et nyt økonomisystem. 

- Jeg vil ikke gå så langt som at sige, at det var noget rod, men jeg var bekendt med nogle udfordringer, som skulle løses, sagde økonomidirektøren om hans start i kommunen. 

Han fortalte i retten, at det var Kommune Kujalleq, der selv havde kontaktet skattestyrelsen, efter at konsulenten havde gjort opmærksom på de manglende betalinger, for at informere styrelsen om gælden. 

- Jeg mindes ikke at have modtaget nogen former for rykkere eller henvendelser fra skattestyrelsen, fortalte økonomidirektøren.

Forsvarsadvokaten lagde en del vægt på i sine spørgsmål, at der netop ikke havde været henvendelser fra skattestyrelsen.

- Det er ikke min opfattelse, at skattestyrelsen vidste, at der var et mellemværende, sagde økonomidirektøren i retten. 

Også den tidligere kommunaldirektør, Tine Pars, var tirsdag indkaldt som vidne. Hun blev spurgt af anklageren, om der var styr på økonomien, imens hun var direktør. 

- Det kan man ikke sige, der var. Jeg troede bare, at det handlede om at implementere det nye økonomisystem, sagde hun og tilføjede: 

- Det kom lidt som et chok, hvor stort beløbet var, sagde hun, om hvor meget kommunen skyldte i skat. 

Hovedpersonen i retten

Det var den tidligere økonomichef, Kim Rosendahl, der sad med det øverste ansvar for økonomien i kommunen, da de manglende skattebetalinger fandt sted. 

Han var tirsdag også indkaldt som vidne over en videoforbindelse fra København. 

- I november 2023 kommer (konsulentmedarbejderen, red.) ind på mit kontor og siger, om jeg er klar over, at vi skylder tre millioner kroner i renter til skat, fortæller Kim Rosendahl om første gang han bliver opmærksom på problemet. 

Den tidligere økonomichef mente dog, at de løbene skattebetalinger derefter og i 2024 blev udført, men at gælden fra 2023 og renterne derfra ikke var til at betale med det samme: 

- Kassen var tom, sagde Kim Rosendahl og uddybede til spørgsmålet om, kommunen var bevidste om, at de ikke betalte deres regning: 

- Ja, vi havde ikke pengene, og derfor lavede jeg en afdragsordning for, at vi nu kunne få mindsket den gæld der var.

Kommunen har 'jokket i spinaten'

Anklager Kristian Buskov Nierhoff afsluttede dagens retsmøde med at slå fast, at der ifølge dem var tale om et enten forsætligt forhold eller grov uagtsomhed fra Kommune Kujalleq side, da de havde indberettet skatten korrekt, men bare ikke betalt den. 

- Kommune Kujalleqs økonomi har været en stor rodebutik. Det er ikke bare i forhold til betaling af skatter. Det er rent faktisk hele økonomien, sagde anklageren i sin afsluttende bemærkninger og tilføjede senere: 

- De har simpelthen jokket i spinaten i flere år, og nu vil de ikke stå ved det. 

Forsvarsadvokat Charlotte Pedersen mente derimod ikke, at man kunne sige, at kommunen havde handlet forsætligt eller med grov uagtsomhed. 

- Der har ikke været nogen reaktion fra skattestyrelsen. Det kommer kun for deres øre, fordi kommunen er så ærlig og kommer og siger, at de skylder penge, sagde forsvarsadvokaten og tilføjede: 

- Her har man en ærlig kommune, som bliver kvitteret med en bøde fra skattestyrelsen. 

Hun mente, at bøden som minimum skulle nedsættes betydeligt. 

Dommeren afsluttede med at sige, at der ville falde dom i sagen tirsdag den 28. april klokken 10.