Olsvig efterlyser plan for hjemtagelse af områder
Det siger Sara Olsvig til Sermitsiaq.
Næste år er det 10 år siden, at Grønland med Selvstyreloven fik retten til at hjemtage i alt 32 områder fra Danmark.
Men siden 2010 er kun råstofområdet og arbejdsmiljøområdet på vandet (offshore) blevet hjemtaget. Også selv om områderne ifølge Selvstyreloven kan overgå til Grønland, når Selvstyret ønsker det.
- Jeg synes, at vi i Inatsisartut beskæftiger os alt for lidt med de mange sagsområder, som den danske stat fortsat driver i Grønland, siger Sara Olsvig.
LÆS OGSÅ Løkke afviser free association-model for Grønland
Hun efterlyser en handlingsplan fra Naalakkersuisut, der skal kortlægge hvornår og i hvilken rækkefølge sagsområderne skal hjemtages fra Danmark.
Når Grønland hjemtager et område fra den danske stat, følger der ikke flere penge med i bloktilskuddet. Og økonomien er en udfordring, erkender IA-formanden, men tilføjer:
- Grønland (skal, red.) holde den danske stat fast på dens forpligtelse til at aflevere områderne med en tilfredsstillende standard. Det kræver til gengæld, at Grønland klart melder ud, hvad vi prioriterer af områder.
LÆS OGSÅ Modstand mod mere bloktilskud