Olie dukker stadig op til overfladen fra sunket trawler

Knap en måned efter at Polar Seafoods trawler brændte og sank, lækker skibet stadig olie fra havets bund.
Efter en to dage lang brand om bord på skibet, sank Polar Aassik ved Diskobugten. Foto © : Arktisk Kommando
Skrevet af Jens Betak
14. april 2021 05:41

På omkring 300 meters dybde ligger Polar Seafoods rejetrawler Polar Aassik på havbunden.

Det har det gjort, siden skibet brød i brand og sank 17. marts, og Arktisk Kommando er stadig i området for at holde øje med, hvordan den sunkne trawler forurener havmiljøet i området.

- Vi er stadig i området med Ejner Mikkelsen (inspektionsfartøj, red.) for at holde øje, og når vi konstaterer olie, tager vi prøver for at undersøge, om det kommer fra skibet, siger Dan B. Termansen, fungerende chef for Arktisk Kommando.

LÆS OGSÅ Dieselolie breder sig over fire kvadratkilometer fra sunket trawler

I dagene efter at skibet sank, flød store mængder marinegasolie - en slags dieselolie - op til havoverfladen og dækkede et område på fire kvadratkilometer. Siden da er noget af dieselolien fordampet, men på grund af de lave temperaturer i området, fordamper olien langsomt.

Der mangler stadig en løsning

Efter de første dages udslip kiggede Arktisk Kommando på satellitbilleder og sendte en helikopter i luften for at få et overblik, og her så det ud til, at udslippet stoppede, men i de seneste dage har Arktisk Kommando fået bekræftet, at der stadig lækker dieselolie fra skibet.

- Nu har vi en bekræftet formodning, så det haster mere med at finde en løsning sammen med Selvstyret om, hvad der skal ske med skibet, siger Dan B. Termansen.

Arktisk Kommando skal sammen med Selvstyret finde ud af, om skibet skal blive liggende på havets bund, eller om skibet skal hæves fra havbunden for at undgå yderligere forurening.

LÆS OGSÅ Arktisk Kommando: Ingen ny olieforurening fra forlist trawler

Ifølge Arktisk Kommando var der omkring 50.000 liter dieselolie om bord på skibet, da det sank, og langt størstedelen af olien er stadig på skibet.

Siden de første olieudslip fra forliset har Arktisk Kommando opfordret folk til at henvende sig, når de er stødt på olieforurening, og det har hjulpet til at få et overblik over omfanget.

- Vi er meget glade for de informationer, der er kommet fra borgere, og det har hjulpet os meget i vores arbejde, siger Dan B. Termansen, der stadig opfordrer borgere til at gøre det samme.

Det skal ske til det lokale beredskab. Det kan enten være til brandvæsenet, politiet eller kommunen.