Offer for blufærdighedskrænkelser er taknemlig for, at hun nu kan komme videre med sit liv

Victoria Olsen er lettet over, at sagen slutter her, efter at Peter Grønvold Samuelsen har valgt ikke at anke dommen alligevel.
Victoria Olsen mener, at det er vigtigt, at der bliver talt om sager som den her. Foto © : KNR
01. juli 2022 11:03

Torsdag kom det frem, at tidligere direktør i KNI Peter Grønvold Samuelsen dropper at anke sagen om blufærdighedskrænkelser til landsretten, som han blev dømt for i kredsretten i april.

Dermed er dommen fra kredsretten på tre måneder i anstalten endelig.

Det er erstatningen på 5.000 kroner til hver af de seks kvinder, som anmeldte ham for blufærdighedskrænkelser på arbejdet, også.

Victoria Olsen er en af de seks kvinder, og hun blev overvældet, da hun hørte, at sagen ikke skal for landsretten.

- Jeg havde svært ved at tro det. Jeg vidste ikke, hvordan jeg skulle reagere. Men samtidig følte jeg også lettelse og glæde, siger Victoria Olsen.

Sagen i kredsretten var blevet aflyst tre gange, inden der faldt dom 19. april 2022. Her ankede Peter Grønvold Samuelsen dommen til frikendelse, hvilket betød, at den skulle for landsretten. Derfor er Victoria Olsen glad for, at sagen nu endelig er afsluttet.

- Vi vidste, at sagen skulle afsluttes på et eller andet tidspunkt. Og jeg er taknemmelig for, at den bliver afsluttet, inden der er gået for lang tid, da det er tid til, at vi kommer videre i vores liv, siger hun.

Ikke ties ihjel

Victoria Olsen mener, at det var vigtigt, at de anmeldte sagen. Ikke blot for at få retfærdighed for dem selv, men også for andre kvinder, som kunne opleve lignende ting.

- Vores formål ved at anmelde denne sag var, at andre kvinder ikke skulle opleve noget lignende. Sådanne forhold skal ikke ties ihjel, siger Victoria Olsen.

Hun fortæller, at det gør dem glade, når de ser andre virksomheder, som tager skridt for at forhindre den her slags opførsel for eksempel ved at indføre sexchikanepolitik.

Hun mener, at det er vigtigt, at det bliver talt om kvinders oplevelser med blufærdighedskrænkelser på jobbet, og hun vil gerne hjælpe andre i samme situation.

- Jeg vil efter evne hjælpe andre, som har oplevet noget lignende, ved at tale med dem eller på en anden måde. Jeg ved jo, hvor tungt det kan være at være i det, siger Victoria Olsen.

Sagen i kredsretten

61-årige Peter Grønvold Samuelsen var tiltalt for at have begået blufærdighedskrænkelser mod i alt seks kvinder, mens de var ansat i KNI.

Alle seks kvinder fortalte i retten, at de under deres ansættelse blev udsat for uønskede berøringer fra deres daværende chef. Det var blandt andet berøringer af nakke, skuldre, hofter, ryg, armhuler og bagdel.

Flere af kvinderne fortalte også om at blive krammet og kysset på kinden eller i nakken, og at han kunne finde på at tage fat i en BH-strop og ofte drejede samtaler over på sex.

Peter Grønvold Samuelsen afviste i retten alle anklager og krævede frifindelse.

Men nu har Pete Grønvold Samuelsen altså besluttet sig for at acceptere dommen trods uenighed.

Han mener stadig, at han er uskyldig, men han har valgt at droppe ankesagen for at komme videre i tilværelsen. Det fortæller hans advokat, Finn Meinel til KNR.

- Peter har besluttet at hæve anken for nu at få sat et punktum. Også selv om det punktum er utilfredsstillende, og også selv om han er uenig i den fremstilling af sagen, som er kommet frem, og som er grundlaget for dommen, siger Finn Meinel.