Offentligheden får nu indflydelse på Grønnedals skæbne

Da Grønlandsk Kommando sidst i 2012 flyttede sine aktiviteter fra Grønnedal til Nuuk, blev en hel by lukket ned, og fra Forsvarsministeriets side blev der lagt op til, at byen skulle jævnes med jorden. Det har Kommuneqarfik Sermersooq nu få sat en midlertidig stopper for.
Skrevet af Peter Troelsen
14. januar 2013 09:54

Efter et stort arbejde fra kommunens side er Forsvarsministeriet nu gået med til, at borgerne i kommenen kan spille ind med gode forslag til fremtidig brug. Det sker i en offentlighedsfase frem til 1. april, hvor man vil gå videre med planerne om Grønnedals fremtid.

- Jeg er glad for, at Forsvaret har lyttet til vores anmodning om åbenhed i processen om afvikling af Kangilinnguit. Jeg har på et tidligt tidspunkt bedt Forsvarsministeriet om, at vores borgere skal medinddrages. Kommuneqarfik Sermersooq har været en aktiv del af processen, og vi har lagt mange ressourcer i, at der kommer åbenhed om hele processen i form af en offentlig høring. Og det har Forsvarsministeriet efterkommet, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

Har man gode forslag til en fremtidig brug af de tidligere militærfaciliteter, skal man henvende sig til Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste. Det skal dog påpeges, at der skal en stor kapital til at overtage de mange bygninger, da det alene koster 20 millioner kroner at drive stedet. Ydermere binder man sig til, at de miljømæssige forpligtelser bliver overdraget til en ny ejer.

Læs mere om tingene her: Link: http://forsvaret.dk/FBE/EJENDOMSSALG/GRØNNEDAL/Pages/default.aspx