Ødelagt lufthavnsvej: Midlertidigt nødspor bliver lavet

Det er igen muligt at komme til og fra lufthavnen i Qaanaaq. Der er nemlig blevet etableret et midlertidigt nødspor.
På grund af vejret skal nødsporet sikres og genetableres, hver gang der er en flyvning fra lufthavnen. Foto © : Grønlands Politi
Skrevet af Mikkel G. Rasmussen
28. august 2023 09:22

Kraftig regn ødelagde onsdag i sidste uge vejen til lufthavnen i Qaanaaq.

Det har betydet, at der ikke kunne transporteres mennesker mellem Qaanaaq by og lufthavnen.

Derfor har Departementet for Boliger og Infrastruktur, Air Greenland A/S, Mittarfeqarfiit A/S og Avannaata Kommunia været nødt til at tænke hurtigt.   

I samarbejde med byens lokale entreprenør har de fundet frem til nogle midlertidige løsninger, der består af to faser.

Det oplyser Departement for Boliger og Infrastruktur i en pressemeddelelse.

Skrøbeligt nødspor

Til at starte med er der etableret et nødspor mellem lufthavnen og byen.

På grund af vejret skal nødsporet sikres og genetableres, hver gang der er en flyvning fra lufthavnen. Den opgave har den lokale entreprenør fået i tæt samarbejde med Mittarfeqarfiit A/S.

Som det er lige nu, kan nødsporet kun bruges til firehjulstrukne personbiler, og det betyder altså, at tankbilen med brændstof ikke kan køre på vejen.

Departementet skriver dog, at de forventer, at det problem er løst i næste uge, og inden der opstår et behov for transport af brændstof fra byen til lufthavnen.

Skal holde til sommerferien

I anden fase skal der etableres en midlertidig vej mellem lufthavnen og byen, som kan holde indtil næste sommer, hvor der skal laves en mere permanent løsning.

Hvordan det helt præcist skal laves, er Departementet for Boliger og Infrastruktur sammen med den lokale entreprenør ved at finde ud af.

Det er nemlig vigtigt, at løsningen kan holde til tunge køretøjer, og at den også vil kunne holde til forårets tøbrud.