Nyt udvalg skal sikre samarbejde i rigsfællesskabet på udenrigsfronten

Et nyt udvalg, hvor både Færøerne, Grønland og Danmark er med, skal mødes mindst én gang om året for at tale om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.
Fra venstre er det lagmand Bárður á Steig Nielsen, Mette Frederiksen og Múte B. Egede. (Arkivfoto) Foto © : Naalakkersuisut
04. oktober 2021 12:52

Grønland og Færøerne skal have en mere aktiv rolle, når det kommer til udenrigspolitik. 

Det meddelte statsminister Mette Frederiksen, da hun sammen med formanden for Naalakkersuisut Múte B. Egede og færørske Bárður á Steig Nielsen holdt rigsmøde tilbage i juni. 

- Det er ikke Danmark, der er en arktisk stat, sagde Frederiksen dengang.

På mødet i sommer var politikerne blevet enige om, at Grønland og Færøerne skulle have en fremtrædende rolle i forhold til Arktisk Råd. Det var dog ikke den eneste nyhed, der kom frem.

Her løftede politikerne nemlig også sløret for et nyt udvalg, hvor de tre lande skal diskutere udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Nu her - knap fire måneder senere - er grundlaget for Kontaktudvalget, som det skal hedde, skrevet under. Det er sket i dag på et møde i Danmark.

Det vil styrke Grønland

Udvalget skal bestå af danske ministre, færørste landsstyremedlemmer og grønlandske naalakkersuisut og relevante embedsfolk.

De skal mødes minimum én gang årligt og ellers efter behov.

Udvalgets fokus er udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik, men medlemmerne kan ogs tage andre emner op. Det fremgår af det kommissorium, der netop er blevet sendt ud. 

LÆS OGSÅ Grønland og Færøerne får større rolle i Arktisk Råd

Ifølge Múte Bourup Egede er udvalget tegn på, at man gerne vil samarbejde på tværs af landene.

- Oprettelsen af udvalget bevidner vores fælles interesse i at styrke samarbejde på tværs af vores lande. Ikke mindst til at håndtere diversiteten i landenes egne interesser og landenes fælles interesser.

- Samtidig vil det styrke Grønlands aktive deltagelse i internationale relationer i den globaliserede verden, man kan sige at det vil skabe mere ”albuerum”, hvilket jeg har store forventninger til, siger han i pressemeddelelsen

Múte Bourup Egede har netop overtaget posten som naalakkersuisoq for udenrigsanliggender. 

Indtil i sidste uge var det Naleraqs Pele Broberg, der sad på den post, men han blev fjernet fra området. Det skete i kølvandet på et interview, som naalakkersuisoq gav til avisen Berlingske. 

Her sagde han blandt andet, at kun folk med inuit-baggrund skal kunne stemme ved en fremtidig afstemning om selvstændighed.

En udtalelse, der blev undsagt af formanden for naalakkersuisut.

Det er vigtigt, siger Frederiksen

Fremover er det altså Múte Bourup Egede, der varetager udenrigsområdet og dialogen med Danmark og Færøerne på dén front. Det samarbejde kalder Mette Frederiksen vigtigt.

- Det er vigtigt for regeringen, at samarbejdet mellem Danmark, Færøerne og Grønland om disse spørgsmål bliver styrket.

- Vi skal udveksle informationer, koordinere og have en tæt dialog om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitiske spørgsmål med særlig betydning for Færøerne og Grønland, siger statsministeren. 

LÆS OGSÅ Múte på Marienborg: Vi skal have mere plads til udenrigs- og sikkerhedspolitikken

Ifølge lagmand Bárður á Steig Nielsen er det en 'nødvendig modernisering af rigsfællesskabet'.

- Nordatlanten og Arktis kommer i stigende grad i det sikkerhedspolitiske søgelys, og derfor er Færøernes og Grønlands aktive deltagelse også af en voksende betydning.

- Jeg er sikker på, at det kommer til at gavne os alle, og jeg glæder mig til at komme i gang med arbejdet.

Der bliver nu oprettet et fælles sekreteriat, hvor embedsmænd fra de tre dele af rigsfællesskabet kan forberede møderne.