Grønland og Færøerne får større rolle i Arktisk Råd

Et nyt udvalg i Rigsfællesskabet skal ifølge statsministeren give Grønland og Færøerne mere "albuerum".
Fra venstre er det lagmand Bárður á Steig Nielsen, Mette Frederiksen og Múte B. Egede. Foto © : Scanpix
Skrevet af Ritzau, Christine Hyldal
10. juni 2021 14:42

Fremover vil Grønland og Færøerne få en mere fremtrædende rolle i Arktisk Råd, siger statsminister Mette Frederiksen (S) efter rigsmødet torsdag aften.

Múte B. Egede og hans færsøske kollega Bárður á Steig Nielsen deltager også.

Der vil blive etableret et såkaldt kontaktudvalg bestående af ministre og embedsmænd fra landene, hvor der vil være særligt fokus på sikkerheds- og forsvarsområdet.

Og så skal Grønland være pennefører og skrive under på aftaler, som Rigsfællesskabet laver i forbindelse med møder i Arktisk Råd.

Grønland skriver under og taler for

Det bliver også Grønland, som skal tale på vegne af Rigsfællesskabet, når der er møde i Arktisk Råd. Derefter taler Færøerne - og til sidst Danmark.

LÆS OGSÅ Múte på Marienborg: Vi skal have mere plads til udenrigs- og sikkerhedspolitikken

- Det skal ses i lyset af, at verden forandrer sig, og Rigsfællesskabet skal på tilsvarende vis ændre og forandre sig, siger statsminister Mette Frederiksen.

- Det er ikke Danmark, der er en arktisk stat. Det kan alle både se og mærke, og derfor ønsker vi både at forstærke samarbejdet på det her område, men altså også at give henholdsvis Grønland og Færøerne en mere arktiv rolle, siger Mette Frederiksen.

Vores mål er en større rolle

Og den er Múte B. Egede (IA) selv sagt tilfreds med:

- Jeg er glad for, at vi får en større og mere central rolle. Det har længe været ønsket i Grønland, siger han.

- Vi har haft en god og konstruktiv dialog i dag. Vi skal give hinanden mere plads i Rigsfællesskabet - og det er vores mål i Grønland, at vi får en større og mere central rolle.

Det er det første rigsmøde, der er holdt, siden Múte B. Egede blev formand for Naalakkersuisut i april. 

Mødet bliver holdt én gang om året. Formålet er at drøfte aktuelle emner indenfor rigsfællesskabet.