Múte på Marienborg: Vi skal have mere plads til udenrigs- og sikkerhedspolitikken
Oven på en række kontroverser om udenrigs- og sikkerhedspolitikken mellem Grønland og Danmark, skal formanden for Naalakkersuisut Muté B. Egede og naalakkersuisoq for udenrigsanliggender Pele Broberg til deres første rigsmøde i Danmark.
Det sker i morgen, torsdag, i statsminister Mette Frederiksens embedsbolig Marienborg.
- Det allervigtigste for os er, at vi får større albuerum til at kunne agere udadtil. Især på de hjemtagne områder.
- Det centrale i rigsmødet bliver udenrigspolitisk og sikkerhedspolitikken. Derudover skal vi også diskutere de udfordringer, som udviklingen i Arktis giver lige nu, siger Múte Bourup Egede (IA) til KNR.
LÆS OGSÅ Naalakkersuisut dumper forsvarsaftale til 1,5 milliarder
Han deltager før det egentlige rigsmøde i et tomandsmøde med statsministeren i dag i Danmark.
Naalakkersuisut med Muté B. Egede i spidsen har hidtil ført en mere konfrontatorisk politik over for Danmark og Færøerne end det tidligere Naalakkersuisut med Kim Kielsen som formand.
Det gælder eksempelvis inden for forsvarspolitikken og udenrigspolitikken, hvor Pele Broberg flere gange har givet udtryk for, at Naalakkersuisut ønsker mindre samarbejde med Danmark og om at få det danske forsvar ud af Grønland.
Trods det forventer formanden for Naalakkersuisut et frugtbart resultat af besøget på Marienborg.
- Jeg forventer, at der vil være en konstruktiv dialog om det fremtidige samarbejde. Men også at vi kommer ud med noget frugtbart, som giver fundament til, at vi giver hinanden frihed under ansvar og lidt større albuerum til at kunne agere udenrigspolitisk.
Mette glæder sig
Statsminister Mette Frederiksen glæder sig til at mødes med resten af riget.
- Jeg ser frem til det første rigsmøde, efter at der er dannet nyt Naalakkersuisut i Grønland, og til sammen med lagmanden og formanden for Naalakkersuisut at lægge sporene til vores fremtidige samarbejde, siger statsminister Mette Frederiksen i en pressemeddelelse.
De sidste to dage har Pele Broberg (N) været et varmt emne, fordi han tager afstand til 1,5 milliarder, som det danske Folketing har afsat til en forsvarsaftale om Arktis.
LÆS OGSÅ Atassut advarer mod Pele Brobergs ”aggressive tone”
Pele Broberg mener nemlig, at aftalen er taget henover hovedet på de grønlandske politikere.
- Det er en aftale, der er indgået nede i Danmark blandt de danske politiske partier. Som udgangspunkt har den ikke grobund heroppe fra. Det her er ikke en aftale, som er indgået med Grønland. Det er en aftale, der er indgået om Grønland, sagde Pele Broberg til KNR i går, tirsag.
>Det vil formanden for Naalakkersuisut ikke vil udtale sig om. Men han oplyser, at Pele Broberg vil komme med en revideret udtalelse senere i dag.