Nyt slagteri på vej

Naalakkersuisoq for Landbrug, Ane Hansen, lover at et nyt slagteri i Sydgrønland står klar næste år. Det meddeler hun i dag KNR efter borgmester Simon Simonsen i fredags brokkede sig over, at Naalakkersuisut bliver ved med at udskyde beslutningen om byggeriet.
22. august 2011 11:14

Slagtesæsonen i Sydgrønland begynder i næste måned. Men Neqis slagteri i Narsaq er nedslidt, og der har indtil nu stadig ikke været nogen klar udsigt til et nyt slagteri, som kommunen ellers er blevet lovet af Naalakkersuisut flere gange, men som de gang på gang har udskudt.

Og tålmodigheden hos Kommune Kujalleqs borgmester Simon Simonsen er nu sluppet op. I fredags skrev han et åbent brev til Naalakkersuisut, hvor han spørger, hvor længe de i Sydgrønland endnu skal vente.

- Det, vi tænker på, er sæsonen for næste år. Et helt nyt slagteri vil jo tage mindst et år at bygge op. Så der skal handles nu, hvis vi skal nå det inden næste slagtesæson. Det er det, jeg hentyder til med min henvendelse, siger borgmesteren.

Ifølge ham lovede naalakkersuisoq for Landbrug, Ane Hansen, tilbage i maj måned at bekendtgøre en beslutning i juli, men meldingen lød da stadig, at beslutningen endnu ikke var taget. Men nu ligger der altså et beslutningsforslag klar, som vil blive fremlagt i næste uge, siger Ane Hansen i dag til KNR.

- Jeg har et beslutningsforlag klar, som Naalakkersuisut skal tage stilling til på vores næste møde. Når det bliver godkendt, så starter maskineriet i Sydgrønland.

Så borgmesteren kan godt spare sine bekymringer, lyder det. Det nye multislagteri, som man vil bygge, står efter planen klar til næste års slagtesæson.

- Fra næste år regner vi med, at man er klar med det nye slagteri, siger Ane Hansen.