Nystiftet selskab får ansvaret for den næste Bootcamp

Det blev det nystiftede selskab Motzfeldt og Grødem I/S, der vandt udbuddet omkring driften af den kommende bootcamp, der afholdes i Nuuk. Pilotprojektet med en bootcamp sidste efterår var en stor succes, som man nu følger op på.
Skrevet af Peter Troelsen
14. januar 2013 11:41

I forbindelse med afholdelsen af den første bootcamp var der en heftig kritik af den måde, Palle Christiansen havde grebet tingene an på. Blandt andet var der kritik af, at der var indskrevet arrangører fra udlandet. Det er ikke tilfældet denne gang.

-Jeg er særdeles glad for, at vi kan fortsætte succesen med bootcamps til glæde og gavn for en række af vore unge uden for uddannelsessystemet. Vi havde gode resultater med den første bootcamp, som var et pilotprojekt. I den forbindelse er jeg naturligvis meget tilfreds med, at en lokal grønlandsk virksomhed i den nu afsluttede udbudsproces viste sig at have det bedste bud på at afvikle den næste bootcamp, fastslår Palle Christiansen.

Det var ikke fordi, det vrimlede med interessante tilbud i forbindelse med udbuddet. Der kom to interesserede, og af dem faldt valget altså på det nystiftede selskab Motzfeldt og Grødem I/S. Det kan virke som lidt af et sats fra selvstyrets side, men det er Palle Christiansen så langt fra enig i.

-Departementet har i forbindelse med udbuddet forholdt sig til, hvorvidt budgivere i tilbuddet har dokumenteret, at har de nødvendige kompetencer til at varetage opgaven. Departementet er trygt ved budvinderens kompetencer, vel vidende at det er første gang, en lokal virksomhed bliver tildelt opgaven og der derfor ikke er referencer fra tidligere opgaver, forklarer Palle Christiansen til knr.gl.

Det er planen at afvikle endnu en bootcamp i 2013, og den vil ikke blive afviklet i Nuuk. Der er dog endnu ikke helt styr på planlægningen af den næste camp.

- Naalakkersuisoq er i dialog med interssenter om hvor næste bootcamp ønskes afholdt. Det kan bekræftes, at der ønskes at udbud af bootcamp nr. To i 2013 udbydes til at blive afholdt i anden lokalitet end nuuk. Det forventes at udbud gennemføres i foråret 2013, siger Naalakkersuisoq for uddannelse og nordisk samarbejde Palle Christiansen.