Nye vandkraftprojekter rykker stort skridt nærmere
Mens Múte B. Egede (IA) og Kalistat Lund (IA) fra Naalakkersuisut var til klimatopmødet Cop26 i Glasgow, har Inatsisartut sat streg under de grønne ambitioner herhjemme.
Tirsdag stemte et enigt Inatsisartut nemlig for nye milliarddyre vandkraftsprojekter under projekternes andenbehandling. De er nu sendt forslaget til 3. behandling uden ændringsforslag.
LÆS OGSÅ Omfattende vandkraftprojekter på dagsordenen i Inatsisartut
3. behandlingen sker allerede på tirsdag i næste uge, og den dag tegner sig altså til at blive historisk i nyere Grønlandsk energihistorie.
Hvis det bliver tommel op igen, så er vejen banet for, at 90 procent af landets offentlige energiforsyning kan komme fra vedvarende kilder, hvis det lykkes med vandkraftsprojekterne.
Det drejer sig helt konkret om etablering af et nyt vandkraftværk til forsyning af Qasigiannguit og Aasiaat og udvidelse af vandkraftværket i Buksefjorden ved Nuuk.
Mangler endnu at finde finansiering
I forbindelse med præsentation af finansloven i år fremgik det, at projekterne i Nuuk og Qasigiannguit vil koste omkring 3 milliarder kroner at gennemføre, og Naalakkersuisut ikke har finansieringen på plads endnu.
Forslaget lægger dog op til, at Naalakkersuisut kan gå ud og låne op til 3,1 milliarder kroner til vandkraftsprojekterne.
I forslaget skriver Kalistat Lund, der er naalakkersuisoq for energi og miljø, at der vil være store besparelser at hente i løbet de kommende år, hvis man gennemfører projekterne.
LÆS OGSÅ Oppositionen raser: Klimaaftale bremser vejen til selvstændighed
Derudover vil det øge andelen af vedvarende energi i den offentlige forsyning fra omkring 70 procent til 90 procent.
- Samtidig vil vandkraftprojekterne både være en samfunds- og driftsøkonomisk sund og rentabel investering med en samfundsmæssig besparelse på mere end 3,5 mia. kroner, skriver Kalistat Lund i forelæggelsesnotatet.
Det vil reducere Grønlands CO2-udledning med cirka 114.000 tons i 2030.
Vil skabe ny industri herhjemme
Formand for Naalakkersuisut, Múte B. Egede, håber på, at der kan skabes en større industri for vandkraft herhjemme. Ambitionen er at gøre Grønland til eksportør af energi ved at åbne op for private investeringer i vandkraft.
Det fortalte han mandag under en tale ved klimatopmødet i Glasgow.
Samtidig fremgår det af en pressemeddelelse fra Naalakkersuisuts i forbindelse med, at Grønland nu tiltræder Parisaftalen:
- Grønland har vandkraftressourcer, der overstiger vores lands energibehov. Disse store vandkraftressourcer kan udnyttes i samarbejde med nationale og internationale investorer, der har behov for store mængder af billig og vedvarende energi, står der blandt andet i pressemeddelelsen fra Naalakkersuisut.