Nye trofæjagt-områder deler vandene

Den nye opdeling af jagtområder i Qeqqata Kommunia deler vandene hos dem det hele handler om - turistoperatørerne.
Skrevet af Merete Lindstrøm
11. juni 2018 10:18
Versionist Jaaku Lyberth

Malene Ingemann fra Inuit Outfitting ApS mener, at koncessionerne kan være med til at undgå nogle af de problemer, man efter hendes mening, oplever i branchen i øjeblikket.

- Før i tiden har det været sådan, at man har respekteret at de er i det område og de er i det område, men her de senere år er konkurrencen taget til og dyrene er blevet mærkbart færre, så man har gået og forstyrret hinanden ret meget. Det undgår man med de her nye områder, siger hun.

LÆS OGSÅ Visit Greenland ser muligheder i koncessioner

Ikke alle er tilfredse

En af dem, der er mindre tilfreds, er Thomas Olsen fra North Safari Outfitters. Han skriver i en mail til KNR:

- Jeg oplever ikke, at det er en styrkelse af erhvervet, men at man har givet enkelte udbydere særrettigheder og udelukker andre fra at fortsætte deres erhverv. Oprettelse af koncessionsområder har medført en konkurrenceforvridning, hvor man tilgodeser enkelte udbydere.

Også Erik Lomholt-Bek fra Trophy Hunting Greenland har forbehold. Han skriver til KNR, at han har forståelse for hensigten med koncessioner, men:

- Det her udbud vedr. koncessioner har ikke været så godt, som det kunne have været. De faktiske forhold om, hvordan tingene er i dag, har man ignoreret. Særligt områdeinddelinger er uhensigtsmæssige flere steder.

LÆS OGSÅ Områder i Qeqqata uddelt til trofæjagt

Bedre sikkerhed for investeringer

Malene Ingemann er glad for inddelingerne. Hun er mere tryg ved at investere i hytter og andet, fordi hendes firma nu er sikret eksklusivitet i det pågældende område. Men hun påpeger også problemer, som modellen ikke løser.

- Udfordringerne ligger i, at vi nu har bestemte områder. Hvis der ikke er dyr i de områder, som folk har fået koncession i, så går det hen og bliver et problem, at så kan du ikke gå udenfor dine grænser, siger hun

Selvom man ikke må gå ind på andres koncessionsområder, er der fortsat områder udenfor koncessionerne, hvor man kan gå på trofæjagt. Erhvervs -og fritidsfangere har fortsat adgang til alle områder.

LÆS OGSÅ 14 nye trofæjagtguider