Nye tal viser opsving indenfor turismen
En vækst på 6,9% i antallet af flypassagerer og 11,5% vækst i antallet af krydstogtspassagerer er de glade budskaber i Grønlands Statistiks seneste turismestatistik for januar-september 2015.
Hele sommeren og det meste af efteråret har de fleste rejsende oplevet helt fyldte fly mellem Grønland, Island og Danmark. Selv langt ind i oktober var det ikke nemt at finde frie pladser. Grunden er en markant vækst i antallet af turister fra hele verden, der gerne vil opleve Grønland.
Registreringen af afrejsende passagerer i lufthavnene betyder, at der nu er mulighed for at sætte tal på antallet af turister i Grønland. De nye tal viser også, at væksten på flypassagerer i juli til september skyldes en stigning på hele 52,7% af rejsende fra andre lande, mens andelen af rejsende med bopæl i Danmark og Grønland er gået tilbage med 13,5%.
LÆS OGSÅ Ny hjemmeside skal fange flere turister
Fra Visit Greenland er der glæde over de nye tal;
- Vi er rigtigt glade for samarbejdet med Mittarfeqarfiit og Grønlands Statistik, der for første gang giver os tal på turisterne og hvor de kommer fra. I modsætning til tidligere, hvor den grønlandske turisme var helt afhængig af et enkelt marked, ser vi nu en stor efterspørgsel fra særligt Tyskland, Nordamerika og Vesteuropa. Det er noget helt nyt at hele 39% af alle rejsende til Grønland i de tre første kvartaler kom fra andre lande end Grønland og Danmark, udtaler Mads Lumholt, seniorkonsulent i Visit Greenland.
Tallene viser, at der de tre første kvartaler i 2015 har været 62.575 flypassagerer til Grønland og det er på højde med rekord årene 2007-2010, før finanskrisen. Også på krydstogtsturismen er der en flot vækst på 11,5%. Det er den første positive udvikling på krydstogtsturisme siden 2010 og det giver håb om, at udviklingen er ved at vende.
LÆS OGSÅ Mange flere turister i år
- Væksten på krydstogtsturisme skyldes blandt en stigende interesse fra ekspeditionsrederier og at vi i år har haft færre aflysninger på grund af dårligt vejr og is. Det er nok endnu for tidligt at se en effekt af afgiftsreduktionen, som vi forventer vil have en positiv effekt på antallet af passagerer i de kommende år, oplyser Anders la Cour Vahl, souschef i Visit Greenland.
Samlet udgør antallet af afrejsende med bopæl udenfor Grønland ca. 46.000 personer for de første 9 måneder af 2015.
Af disse kom ca. 26.000 fra andre lande end Grønland og Danmark.
- Det her er første gang vi har reelle tal på turismen i Grønland, og det er glædeligt at vi kan se så stor en fremgang internationalt. De flotte tal er et resultat af Grønlands voksende synlighed og ikke mindst den kæmpe indsats lokale operatører, flyselskaber og internationale rejsebureauer har lagt i at sælge og tilbyde attraktive produkter, afslutter Anders la Cour.