Mange flere turister i år
Det har indtil videre været et godt år for turismen. Flysæderne er fyldte og stadigt flere vælger at holde ferie i Grønland.
Tallene for de tre sommermåneder i tredjekvartal har været særdeles positive. Mens antallet af flypassagerer er steget med over ni procent, så er andelen af grønlændere og danskere faldet.
Altså er andelen turister steget med endnu mere end de 9 procent for årets tredjekvartal. Rigtigt godt nyt lyder det fra direktør i Visit Greenland, Anders Stenbakken.
Skarpe på markedsføring
Han peger på flere flyvninger til Grønland, som en af årsag, ligesom den lokale indsats har gjort en forskel.
- Det er også et grundlæggende stort arbejde fra erhvervet, som har succes med at sælge deres produkter. Og så skal jeg da heller ikke være ubeskeden og sige, at det har da også noget at gøre med, at vi er blevet skarpe på markedsføring og produktudvikling herhjemme, siger Stenbakken.
Hos Air Greenland har sommeren budt på den ene salgsrekord efter den anden. Og salgschef Anika Krogh peger også på et koordineret markedsføringsarbejde, som årsag.
Lettere at købe billet
Salgschefen glæder sig også over, at et øget samarbejde mellem Air Greenland og Visit Greenland betyder, at man kan få mere ud af sine begrænsede markedsføringsmidler.
Herudover ser hun en stor gevinst i, at Air Greenland med investeringer i det verdensomspændende distributionsnetværk, Amadeus har gjort det lettere at købe billetter hos flyselskabet.
Læs også Air Greenland har store sommerflyveplaner
Læs også Naalakkersuisut satser på asfalt
- Det vil sige uanset, hvor du er i verden, hvis du sidder som rejseagent med adgang til Amadeus, så kan du se at Air Greenland er tilgængelige og du kan se priserne på dem.
En svær nød at knække
Anders Stenbakken peger på, at man samtidigt ser en udvikling med flere turister i skuldersæsonen, således at turisterne ikke kun kommer i højsæsonen. Der er dog nået et niveau, hvor det handler om at sprede besøgene yderligere.
Udfordringen er nemlig, at lige nu er der stort set fyldt på hotellerne i højsæsonen. Hotelejerne kunne selvfølgelig bygge til, men det er en svær beslutning, hvis man så kommer til at stå med flere tomme senge i lavsæsonen.
Læs også Ilulissat-hotel snart uden lavsæson
- Så det er jo en på alle måder lidt svær nød at knække. Vi kan jo ikke bare blive ved med at tonse turister ind i højsæsonen, og vi kan jo helle ikke bare sige, at nu synes vi, at de skal komme i skuldersæsonen, for det synes vi er bedst for belægningsprocenten, siger Stenbakken.