Nye forbrændingsanlæg i Nuuk og Sisimiut lukker anlæg i øvrige byer

​​​​​​​Kommuner planægger at lukke forbrændingsanlæg i alle byer ud over Sisimiut og Nuuk. Det vil dog ikke betyde tab af arbejdspladser, tværtimod, lyder det.
Landets fem kommuner har slået sig sammen for at danne et nyt affaldsselskab. Det nye selskab skal stå for driften af to nye forbrændingsanlæg, der skal være i Nuuk og i Sisimiut. Arkivfoto Foto © : Mads Pedersen/KNR
17. april 2019 12:31

Landets fem kommuner vil investere omkring 400 millioner kroner i to moderne forbrændingsanlæg i Sisimiut og Nuuk. Det skal gøre affaldshåndteringen i Grønland mere effektiv og miljøvenlig.

Det betyder dog også, at forbrændingsanlæg i landets øvrige byer står til at lukke. Sådan lyder det fra direktøren i det nyetablerede affaldsselskab ESANI A/S, Frank Rasmussen.

LÆS OGSÅ Kommunerne danner fælles affaldsselskab

- Der bliver udfaset og lukket ned i takt med, at de nye anlæg står klar. For så skal de gamle anlæg lukkes, og nogle af anlæggene skal sandsynligvis lukkes før da, siger han.

Fakta
- Landets fem kommuner har slået sig sammen for at danne et nyt affaldsselskab.
- Det nye selskab skal stå for driften af to nye forbrændingsanlæg, der skal være i Nuuk og i Sisimiut. 
- Det skal gøre affaldshåndteringen i Grønland mere effektiv og miljøvenlig.
- Prisen bliver 400 millioner kroner.
- Det nye forbrændingsanlæg i Sisimiut forventes færdigt i 2022, mens det i Nuuk forventes færdigt 2023.

- I dag er der forbrændingsanlæg i Ilulissat, Aasiaat, Nuuk, Sisimiut og Qaqortoq.

Frank Rasmussen understreger dog, at folk ikke skal frygte tab af arbejdspladser i eksempelvis Aasiaat eller Qaqortoq, som i dag har et forbrændingsanlæg. Tværtimod.

- Man ønsker i højere og højere grad at håndtere sit affald rigtigt i forhold til tidligere, så jeg tror som minimum, at vi får brug for den samme arbejdsstyrke som i dag, siger han og forklarer, at det kræver flere personer at sortere affald end at drive et forbrændingsanlæg.

- Så jeg er ikke i tvivl om, at affaldsområdet vil genere flere arbejdspladser i fremtiden, end det gør i dag, fortsætter han.

Mere sortering på vej

Med planen om at etablere to nye og større anlæg følger nemlig en plan om at hente affald fra resten af kystens byer og bygder, og det affald skal sorteres inden, at det sendes afsted.

Det giver både arbejde for kommunalt ansatte, men måske også for de enkelte borgere. Det kan nemlig vise sig at være en fordel, at borgerne selv grovsorterer deres affald, lyder det videre.

LÆS OGSÅ Nye forbrændingsanlæg koster op mod 400 millioner kroner

- Specielt i de byer, hvorfra man skal sende affald til de store anlæg, vil man med gevinst kunne indføre sortering af nogle af fraktionerne. Det giver god mening, at man sorterer jern og glas ud af det affald, der skal sendes, men måske også organisk (madvarer red.), siger han.

Der vil desuden blive etableret modtagerstationer i de forskellige byer, som skal håndtere affald fra borgerne.