Nye aftaler om passagertransport skal gælde i 10 år

Men opgaverne har ikke været udbudt blandt dem, der skal transportere passagererne, erkender den ansvarlige naalakkersuisoq.
Det er ikke muligt at få naalakkersuisoq til at oplyse, hvem der står til at få de lukrative opgaver. Foto © : Ineqarnermut Attaveqarnermullu Naalakkersuisoqarfik
Skrevet af Andreas Wille
28. oktober 2020 05:03

Der er endnu ikke er indgået nye servicekontrakter for passagertransport, selv om de nuværende udløber til nytår.

Det har givet virksomheder og rejselystne rynker i panden, da det ikke er muligt at bestille rejser nogle steder i landet efter nytår.

Men i sidste uge blev et udkast sendt afsted til Finans- og Skatteudvalget i Inatsisartut fra Karl Frederik Danielsen (S), der er naalakkersuisoq for infrastruktur.

LÆS OGSÅ Efter lang ventetid: Udkast til servicekontrakter sendt til udvalg

Hvad der står i det udkast, vil han ikke sige.

Det mest konkrete, KNR ved lige nu, er, at servicekontrakterne skal gælde i de næste 10 år. Og de skal ikke sendes i udbud. De nuværende servicekontrakter udløber nytårsaften og har været gældende i bare fire år. Og de blev sendt i udbud. 

- De nye servicekontrakter fra 2021 skal gældende i 10 år, siger Karl Frederik Danielsen til KNR.

Ikke sendt til udbud

Naalakkersuisoq fik i februar lov til at forhandle med de forskellige selskaber, der arrangerer transport af passagerer i Sydgrønland, i Diskobugten, ved Uummannaq, Upernavik, fra Nuuk til Maniitsoq og fra Ittoqqortoormiit til Nerlerit Inaat.  

- Der har ikke været udbud. Naalakkersuisut har godkendt det udkast, som Finans- og Skatteudvalget nu skal koncentrere sig om, siger Karl Frederik Danielsen.

Han oplyser, at udkastet til de fremtidige fartplaner vil blive udgivet ligeså snart, udvalget har godkendt udkastet.

Hvornår det bliver, ved han ikke. 

Så hvis du skal købe fly- eller skibsbillet til efter nytår, så må du være tålmodig. 

LÆS OGSÅ Servicekontrakterne udløber: Oppositionen er utålmodig

Det er heller ikke muligt at få naalakkersuisoq til at fortælle, hvem der står til at få de lukrative opgaver.

- Først når Finans- og Skatteudvalget godkender det, så kan jeg sige, hvilke operatører, der skal stå for de kommende aftaler, siger Karl Frederik Danielsen.