Ny tunnel: Om tre år kan man køre til ny bydel i hovedstaden

Kommuneqarfik Sermersooq vil sætte to tunnel-opgaver i Nuuk i udbud.
Der skal være en tunnel langs Store Malenes fjeldside, og tunnellen mellem Nuuk og Nuussuaq skal udvides til to spor.
Skrevet af Malik Brøns
27. maj 2020 09:30

I et forsøg på at slå to fluer med et smæk, vil Kommuneqarfik Sermersooq sende to tunnel-opgaver i udbud. 

Nuuk skal ifølge strategien for hovedstaden huse 30.000 indbyggere i 2030, og derfor er der brug for en ny bydel til de mange nye indbyggere, som kommunen forventer vil flytte til Nuuk indenfor en overskuelig fremtid.

LÆS OGSÅ Første Siorarsiorfik-byggeri begynder i 2019

Bydelen skal forbindes til den resterende del af Nuuk med en tunnel. Efter planen skal det være det første skridt til en vej til Kobbefjorden.

Foto © : Google Earth

Billede: Der skal være en tunnel langs Store Malenes fjeldside.  

Tunnelopgaven vil snart sættes i udbud, skriver kommunen:

- Det er et kæmpe skridt i den rigtige retning for vores kommune. Nuuk mangler arealer til både boliger og erhverv. En tunnel til Siorarsiorfik vil derfor betyde, at byen vil få flere arbejdspladser, og at flere kan få deres egen bolig, siger borgmester i Kommuneqarfik Sermersooq, Charlotte Ludvigsen (IA).

Ifølge kommunen skal tunnelen være en kilometer lang, og vejen skal være 1500 meter i alt.

Det forventes, at anlæggelsen af tunnelen til Siorarsiorfik-projektet vil starte i løbet af efteråret, og at borgerne i Nuuk kan køre igennem tunnelen om tre år.

Beslutningen blev truffet på et ekstraordinært møde tirsdag 19. maj.

Udvidelse af tunnel i Nuuk

Samme dag besluttede kommunen også at tilføje endnu en tunnel-opgave.

Tunnelen mellem Nuuk og Nuussuaq skal nemlig udvides til to spor. 

- Ved at lægge de to tunnel-opgaver sammen, forventer kommunen at kunne opnå en betragtelig besparelse, da de nødvendige maskiner kun skal fragtes til Nuuk én gang, ligesom det nødvendige mandskab kun skal samles en gang, skriver kommunen.

LÆS OGSÅ Sermersooq klar til at justere Siorarsiorfik-projekt

Som det er nu, er tunnelen mellem Nuuk og Nuussuaq ensrettet.