Ny trend er landet: Boykot amerikanske varer

Facebookgruppen ‘boykot amerikanske varer i Grønland’ har godt 1.700 medlemmer. Stifteren bag håber, at befolkningens pengepunge kan sende et signal til den amerikanske præsident.
- Vi må vise den amerikanske administration, at vi ikke er glade for det, der sker lige nu. Og vi må vise en protest mod Donald Trumps (den amerikanske præsident, red.) udtalelser, siger Minik Lange, der har stiftet facebookgruppen 'boykot amerikanske varer i Grønland'. Foto © : KNR/Paalu Møller
19. marts 2025 15:32

Coca cola, ketchup fra Heinz, chips fra Lay’s, tandpasta fra Colgate, bleer fra Pampers. Listen af amerikanske produkter i de grønlandske butikker er lang. Men står det til Minik Lange er det slut med at have amerikanske mærker i indkøbskurven.

- Vi må vise den amerikanske administration, at vi ikke er glade for det, der sker lige nu. Og vi må vise en protest mod Donald Trumps (den amerikanske præsident, red.) udtalelser, siger han.

Minik Lange har stiftet facebookgruppen ‘boykot amerikanske varer i Grønland’. Siden han stiftede gruppen 4. marts, har den fået 1.700 medlemmer.

Det sker i kølvandet på den amerikanske præsidents gentagende udtalelser om ønske om at overtage Grønland.

På et pressemøde i sidste uge blev Donald Trump spurgt ind til sine tanker om en “mulig annektering” af Grønland. Annektering betyder at indlemme et landområde i sin egen stat.

- Jeg tror, at det vil ske, svarede den amerikanske præsident.

En stille protest

Minik Lange håber, at den grønlandske befolkning med deres pengepunge kan sende et signal til Donald Trump.

- Vi kan vise en stille form for protest ved at tænke mere over, hvad vi køber. Vi kan måske købe flere europæiske eller canadiske varer, siger han.

Den amerikanske præsident har ikke kun hede drømme om det kolde nord. Donald Trump har også udtrykt ambitioner om, at Canada og Panamakanalen skal være en del af USA.

Det har fået tusindvis af demonstranter på gaderne i Panama. Også herhjemme var flere hundrede mennesker samlet til demonstration i Nuuk og Sisimiut lørdag for at vise deres modstand mod Donald Trumps ageren – landets hidtil største demonstration.

Og dem kunne der godt være flere af, mener Minik Lange.

- Tusindvis af folk i Panama begyndte at demonstrere mod Donald Trumps udtalelser. Det har jeg savnet heroppe. At vi fra befolkningens side også viser amerikanerne, at vi vil være vores egne, siger han.

Også i Danmark er tendensen med at boykotte amerikanske varer vokset hurtigt. Facebookgruppen ‘Boykot varer fra USA’ har på nuværende tidspunkt over 89.000 medlemmer.

Det sker i kølvandet på Trumps udtalelser om Grønland og toldsatser, hvor han truer med at lægge en masse told på varer fra Europa.