Ny strukturpolitik i Kujalleq skal øge kvaliteten i folkeskolen

Skoleledelsen og forvaltningen i Kommune Kujalleq har ikke levet op til folkeskoleloven og lavet skolernes årlige kvalitetsrapporter, som kommunalbestyrelsen skal bruge til at tage hånd om problemer på den enkelte folkeskole.
Foto © : Jaaku Lyberth/KNR
Skrevet af Thomas Munk Veirum
07. marts 2016 07:06

Borgmesteren forklarer nu, at en ny strukturpolitik i kommunen skal øge kvaliteten i folkeskolen.

- Der er mange områder, hvor vi kan og skal gøre det bedre. Derfor har vi nu nedsat et folkeskoleudvalg, og vi har indledt året med at holde et seminar inden for folkeskoleområdet, siger borgmester i Kommune Kujalleq, Jørgen Wæver Johansen, Siumut, efter KNR har fortalt om kommunens problemer med at leve op til kravet om kvalitetsrapporter fra kommunens folkeskoler.

Læs også Folkeskolerne i Kujalleq overholder ikke lovgivningen

I foråret 2015 kom den store evaluering af folkeskolerne, den påpegede også store problemer med at overholde lovgivningen. I opsummeringen af evalueringen stod det blandt andet:
 
- Der er meget få medarbejdere i de kommunale forvaltninger, og forvaltningerne spiller ikke den strategisk-pædagogiske rolle, som loven tildeler dem, siger Jørgen Wæver Johansen til KNR.

Det stemmer overens med udtalelsen fra chefen for børne- og kulturforvaltningen i kommune Kujalleq, Jens Korneliussen, der forklarede, at for få ansatte i forvaltningen var årsagen til de manglende rapporter.

Læs også Forvaltningschef: For få ansatte er skyld i manglende rapporter

Ifølge Jørgen Wæver Johansen har kommunen dog øget sit fokus på folkeskolen:

- Den prioritering som folkeskoleområdet har nu i vores kommune, den er væsentlig forøget.

2016 er udråbt til folkeskolens år i Kommune Kujalleq, og den forbindelse har kommunen udarbejdet en ny strukturpolitik, hvor folkeskoleområdet indgår, og der er også afsat flere midler til området, fortæller borgmesteren.

- Der er børn og ungeområdet et helt centralt område, og vi har afsat en strukturpolitiskpulje på 8 millioner kroner for indeværende år, slutter Kujalleq-borgmesteren.

Læs også Nivi Olsen: Kommuner skal få orden på sagerne

Læs også Skoleudvalgsformand lover forbedring