Ny podcast sætter fokus på selvmord
En ny podcastserie, Inuuneq Annernaraangat, forsøger nu at åbne op for den svære samtale og skabe større forståelse for problematikken.
Skrevet af Aminnguaq Dahl Petrussen
Podcasten er skabt af forfatter Niviaq Korneliussen og tager fat på selvmord fra flere vinkler. Gennem personlige fortællinger møder lytterne mennesker, der har mistet pårørende, og som deler deres sorg og erfaringer. Samtidig bidrager forskere med historisk og samfundsmæssig indsigt, mens psykologer og psykiatere giver konkrete råd til, hvordan man kan tale om selvmord og støtte mennesker i krise.
Serien retter også en kritisk opmærksomhed mod systemet. Ifølge podcasten oplever alt for mange mennesker ikke at få den nødvendige hjælp i akutte og livstruende situationer. Formålet med podcasten er ikke at levere enkle løsninger, men at bryde tavsheden. Ambitionen er at gøre det mindre ensomt at stå med selvmordstanker eller sorg og samtidig gøre det lettere at tale åbent om emnet.
Projektet er støttet af Lions Club Nuuk. Ifølge klubbens præsident, Mads Reimer Andersen, giver støtten god mening, da selvmordsforebyggelse er et af klubbens centrale fokusområder.
– Alt for mange i Grønland har oplevet selvmord tæt på. Vi ønsker at skabe større åbenhed og viden, så flere kan opdage signalerne og hjælpe i tide. Hvis vi bare kan hjælpe én til at vælge livet, har det gjort en forskel, siger han.
Podcastene på 12 afsnit bliver sendt på KNR radio de kommende torsdage kl. 13.00, og kan blive streamet på knr.gl
Hvis du er i krise eller har tanker om selvmord, er det vigtigt at du taler med nogen.
Kontakt Tusaannga på Tlf. 801180 SMS 1899 eller på Tusaannga.gl