Ny naalakkersuisoq for råstoffer udsteder ingen uran-garantier
Ved tirsdagens demonstration mod udvinding af uran i Grønland fik den nye Naalakkersuisoq for råstoffer Vittus Qujaukitsoq mulighed for at tale om sit ressortområde for første gang.
LÆS OGSÅ Urandemonstration råber Inatsisartut op
Den store anke fra demonstranterne er manglende intention fra politikerne om at inddrage befolkningen i forhold til, om der skal igangsættes eksport-produktion af uran. I talen, som blev holdt af Avaaraq Olsen, lød det således:
- De partier, som nu vil etablere sig som en ny koalition, har i deres koalitionsaftale slet ikke på nogen steder nævnt noget om at inddrage befolkningen, hvilket de kappedes om at råbe højest om under deres nyligt overståede valgkamp.
Vittus Qujaukitsoq talte til forsamlingen efter talen og understregede at politikerne ingen intention har om at tage beslutninger hen over hovedet på befolkningen, og så lovede han at tage demonstranternes bekymringer med videre til Naalakkersuisoq.
KNR fangede Vittus Qujaukitsoq efterfølgende for at høre mere om hans holdning til Uran-spørgsmålet
Du sagde i din tale, at I ikke vil tage beslutninger hen over hovedet på befolkningen. Betyder det, at vi kan regne med en folkeafstemning på det her område?
- Jeg kan ikke udstede nogen som helst garantier. Det eneste jeg kan sige er, at koalitionen selvfølgelig har indgået en aftale (Koalitionsaftalen red. )som starter fra i dag og frem til 2022. Den indeholder en masse punkter deriblandt ønsket om at bekæmpe arbejdsløsheden og få sat gang i erhverv og få sat gang i vores økonomi og så videre. Så der ligger en masse elementer, der taler for, at der skal skabes udvikling i Grønland.
Mener du og koalitionen så, at den udvikling blandt andet skal komme fra udvinding af uran?
- Der er ikke ønske om at udvinde uran i vores koalitionsaftale, så klart kan jeg sige det. Det eneste der taler for er, at vi ønsker at få udvundet sjældne jordarter. Om der så er uran som biprodukt, det må komme an på en prøve. Vi har ikke modtaget nogen ansøgninger. Tiden må vise om det kommer, så det er for tidligt for mig at udtale mig specifikt om det her.
LÆS OGSÅ Partierne undveg at svare på uranspørgsmål
LÆS OGSÅ Uranmodstandere demonstrerer tirsdag