Ny naalakkersuisoq: Kvoter skal balancere mellem biologernes råd og fiskernes ønsker
Den kommende fiskerilov har skabt stor debat i fiskerierhvervet og organisationerne bag. Og netop fiskeriloven er den vigtigste opgave for den nye naalakkersuisoq for fiskeri, Karl Tobiassen.
Ifølge ham skal loven være færdig næste år.
LÆS OGSÅ Sinniisumiit Naalakkersuisunngortoq – maanna akisussaaffimmik pingaaruteqarnerpaamiilertoq
Og han siger, at de fiskere, der lige nu har licenser til fiskeri, stadig vil have licenser, når fiskeriloven er trådt i kraft.
- Formålet med fiskeriloven er ikke at skære ned på de eksisterende licenser i de forskellige fiskerier, siger Karl Tobiassen (Siumut) til KNR.
80 procent har svært ved at leve af fiskeri
Hans forgænger, Aqqaluaq B. Egedes (IA), hensigt var, at tildele fiskerilicenser til samtlige nuværende kystnære fiskere efter hellefisk.
Der er rundt regnet 1.280 fiskere med licens til kystnært hellefiskefiskeri i Diskobugten, Uummannaq og Upernavik.
Ifølge Naturinstituttets rådgivning skal der fiskes 14.564 tons hellefisk i området, men Naalakkersuisut besluttede, at kvoten for hellefisk i området skal være på 28.050 tons.
LÆS OGSÅ Fiskere skal selv dosere kvoten på hellefisk: Når kvoten er brugt, kommer der dog ikke mere
Fiskerikommissionen skriver i sin betænkning, at en jollefisker må indhandle 33 tons hellefisk om året for at kunne brødføde sin familie. Men det er de færreste der gør det. Ifølge Fiskerikommissionen fanger over 80 procent af fiskerne under de 33 tons.
Ingen planer om at skære på antal af fiskere
Fiskerikommissionens har vurderet, at hver fisker ville kunne få bedre indtjening, hvis der var færre kystnære hellefiskere.
Og det kan betyde færre fiskere. Men Karl Tobiassen har ingen planer om at skære ned på antallet af fiskere.
- Alle jeg har hørt indtil nu, vil ikke skære ned på antallet af fiskere, og det er vigtigt for os ansvarlige at lytte til dem, siger han.
LÆS OGSÅ Siumup qalerallit pillugit sangujoraartoqarunnaarnissaa kaammattuutigaa
Hvis der er det samme antal kystnære fiskere efter hellefisk fremover, og fiskerne fortsat får lov til at fiske langt mere end, hvad biologerne anbefaler, risikerer det kystnære fiskeri at kollapse, vurderer Fiskerikommissionen.
Men den nye naalakkersuisoq for fiskeri vil ikke lytte udelukkende til biologerne.
- Det er også en pligt, når man fastsætter kvoter at balancere mellem biologernes råd og fiskernes ønsker, siger Karl Tobiassen.